Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. S. Ørsted blander sig i Striden.
167
vovede altsaa at betragte sig først og fremmest som Folkets
Raadgiver og Vejleder og søge at bibringe dette en Opfattelse,
der højst sandsynligt vilde komme i Strid med den enevældige
Konges. — Selv Ørsteds bedste Venner kunde ikke nægte, at
hans Frisind her havde ført ham til et meget betænkeligt Skridt.
Hvad der havde bevæget Ørsted til at sætte alle andre
Hensyn tilside og handle, som han gjorde, var to af de dybeste
Kræfter i hans Personlighed. For det første den indre
Forvissning om Gud, hvortil han, vejledt af Naturen, men paa Skraas
af Kirkelæren, var naaet. Denne Forstaaelse var det hans Pligt
at værge og værne. For det andet var det hans medfødte, frodige
Retssans. Fra tidlig Færd havde denne — ligeledes vejledt af
Naturen — lært ham at se al Retstilstand som ikke et blot
Signetaftryk af Lovbefalinger fra oven, men fuldt saa meget som
Udtryk for et sundt Folks Vækst i Syn og Sædvaner fra neden.
Det er ikke usandsynligt, at han i nærværende Tilfælde, —
ærligt, elskeligt, men dristigt, — har ment, at Kongen, Kaas,
hele Kancelliet og Folket med kunde trænge til at gro i fælles
Vækst og sundt Syn paa Sagen.
Som denne nu forelaa, tog den sig saaledes ud.
Det, hvorom Striden mellem Grundtvig og Clausen særlig
drejede sig, var Præsteeden. I „Kirkens Genmæle" havde
Grundtvig bebrejdet Clausen, at han „havde erklæret
Præsteeden for ugyldig og vor Ærlighed for latterlig". Denne
Parternes Uenighed hidrørte imidlertid fra et Forhold, hvorom begge
var enige, nemlig, at der siden Luthers Tid havde dannet sig i
Danmark en bestandig større Kløft mellem Kirkens
Lovgivning og dens Liv. Lovgivningen var bleven staaende stille og
var derfor forstenet. Livet var skredet fremad under
skiftende Former, saaledes at Loven nu ikke længer svarede dertil.
Men af dette Forhold drog Parterne hver sin Slutning. Clausen
krævede, at Loven skulde forandres for at komme til at passe
til Livet. Grundtvig ansaa den i Kirkelivet foregaaede
Forandring for et Frafald fra den ægte lutherske Kristendom. Han
holdt derfor paa, at Menigheden gennem en kraftig Anvendelse
af de fra Luthertiden stammende Love skulde styrkes og
stemmes tilbage til et Liv, der svarede til den sande lutherske Aand.
Denne Opgave var det Regeringens Pligt at løse.
Sønderjyden, Professor juris i Kiel P. D. C. Paulsen (Fig.
49), søgte ved en Afhandling at komme sin Ven og
Meningsfælle Clausen til Hjælp. Han gjorde heri opmærksom paa, at
den af Clausen krævede Forandring i den kirkelige Lovgivning
var allerede foretaget, og i den af ham ønskede Retning. Ved
Reformationsfesten 1817 havde nemlig Danmarks Biskopper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
