Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den gamle Dagvise volder Uro.
177
ham med Rette ved sin Enfold og Kraft. Og den Modernisering
heraf — „Den signede Dag med Fryd vi seer" — som nu findes
under Grundtvigs Navn i Nutids Salmebøger, udmærker sig ved
samme Egenskaber. Men dens fem Vers udgør kun et med
Smag foretaget Uddrag af den Salme paa tretten Vers, som blev
til 1826 ved hans Omarbejdelse af den gamle Dagvise.
Den Opgave, han her havde stillet sig, var overordentlig
vanskelig, vel nærmest uløselig. Han maatte nødvendigvis blive
bred og utydelig, naar han i den gamle Dagvise skulde faa
anbragt baade Ansgar, Bøgegrene til Pinsepryd i Kirke, og
Meddelelse om, at det Lys, Ansgar havde tændt i Kirken, havde
haft „sit Solbjergs-Lag" og var blevet afløst af Luthers. Ikke
mindst dette sidste Udtryk „Solbjergs-Lag" var uheldigt.
Grundtvig vidste ikke dengang — og kunde vel ikke vide —
at „Solbjerg" er den fælles nordiske Benævnelse for en Højde,
hvor man i den hedenske Tid har dyrket Solguden. Istedetfor
anvendte han den stedlige københavnske Udlægning, at
Solbjerg, da det ligger Vest for København, dér hvor Solen gaar
ned, maa betegne: hvor Solen bjerger sig, altsaa „Soldølger".
Han opnaaede saaledes — uden Sikkerhed for at glæde
Ansgar — kun at støde alle kirkelige Myndigheder lige fra
Solguden til Paven og Luther. Thi ærligt taget, det var dog mildest
talt lidt løjerligt, at han, den hvidglødende Forfatter af
„Kirkens Genmæle" i August 1825, der vilde have Professor
Clausen afsat og straffet for Ulydighed mod Kirkens Love, nu ved
Pinse 1826 mødte som Kapellan ved Frelsers Kirke og selv
krævede Ret til mod Loven at lade i Kirken synge andre
Salmer end de ordinerede og tilladte. Det forbedrede ikke i
mindste Maade hans Sag, at den Salme, han ønskede, var af ham
selv, og at det faldt vanskeligt selv overfor venligt stemte at
overtyde dem om, at den passede.
Lutherdommens Repræsentant Stiftsprovst Clausen, der var
Grundtvigs nærmeste Foresatte, nægtede ham Tilladelse til at
gaa udenfor den lovlige Orden. Dette faldt formentlig næppe
Stiftsprovsten synderlig tungt og var vel at vente. Men
Grundtvig blev saa forbitret herover, at han straks — i Maj 1826 —
nedlagde sit Præsteembede. — Intet Under, om det gamle
Solbjerg laa og smilede ad alt dette. Det behøvede jo heller ikke
at spørge nogen Stiftsprovst om Lov til at maje med
Bøgegrene i sin Kirke eller lade afsynge, hvad Sange der ønskedes
under Løvsalen. Gubben var erfaren, han havde ogsaa selv
holdt saa mangen Tusindaarsfest. Nu tænkte han vel ved sig
selv — eller maaske var det blot noget, der laa i Luften —:
„Goderne ved Solgudens Alter heroppe var et nidkært og strid-
Bakkehus og Solbjerg 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
