Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Den gamle Dagvise.
ske Salme som kendes, den saakaldte „Dagvise", der i sin
gamle Form begynder saaledes:
Den signede Dag, som nu vi ser
Ned til os af Himmelen komme,
Hun lyse for os, jo længer jo mer,
Os alle til Glæde og Fromme!
Gud lade os ikke ske idag
Hverken Last, Skam eller Vaande!
Denne Vise indeholder Rester af en endnu ældre nordisk
Sang eller Salme fra den hedenske Tid. Spor af en lignende
Dagvise forekommer nemlig endnu i England og paa
Shetlands-øerne, ventelig medbragt af hedenske Nordboere og længe
sungne paa gammel nordisk Melodi. Dér som i Sverige, hvor
Dagvisen i enkelte Egne har holdt sig i Brug næsten ned til
vore Dage, har den været anvendt paa en og samme Maade:
til at afsynges i Kor af den samlede Befolkning, der paa
Midvinterfestens Morgen med denne Sang hilste Dagens og Solens
Tilbagevenden. I Middelalderen havde Pavedømmet ikke
formaaet at kue denne gamle Skik ved at holde Kristmesse og
synge latinske Salmer i Jesu formentlige Fødselsstund Julenat
Klokken 12. Skaren mødte og saa med Beundring Barnet i
Vuggen, Stjernen og de hellige tre Konger. Men den gik ikke
derpaa hjem til Hvile, den vandrede i den mørke Morgen ud
for ved Daggry paa Kirkebakken i Modersmaalets ældgamle
Toner at hilse Solen, naar den bragte „den signede Dag".
Det var en smuk Tanke af Grundtvig at ville fejre
Tusind-aarsfesten for Ansgar’s Komme ved Afsyngelsen af den gamle
Dagvise. Men der laa langt mere heri, end han var klar over.
Selve Visen var et Baand, der forenede Hedenskab og
Kristendom. Nu skulde den lyde ved Pinse i Frelsers Kirke til Minde
om Ansgar. Men for Aartusinder siden havde Skarerne sunget
den Vintermorgen ude paa Solbjergs Top som Jubelhilsen og
Takkesang for Solgudens Genkomst. Solguden og den Gud,
om hvem Ansgar havde bragt Bud, var da altsaa kun to
Former for en og samme Lysets Gud.
Dette var det paa ingen Maade Grundtvigs Mening at ville
udtrykke. Det stemmede jo slet ikke med hans nys indtagne
strenge, næsten glubske lutherske Standpunkt i Striden med
Clausen. Hans Indrømmelse strakte sig kun til at ville anvende
den smukke, næsten eneste danske Salme, som Katolicismen
ikke havde faaet Bugt med, til Mindesang ved denne Lejlighed.
I god Tro begyndte han da paa Omarbejdelsen eller
Tilpasningen. Men det var ingen let Opgave. Den overleverede
Dagvise, saaledes som den forekom i en Salmebog af 1569 tiltalte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
