Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongens og Ørsteds Samtale.
181
den 2.—5. September, viser, med hvilken Hast Sagen blev
fremmet.
Kongen var ved dette Møde en anden, end da han 1817
brusede op og bebrejdede Ørsted hans Færd. Naar han nu var
faderlig mild og delvis forstaaende, var det næppe blot, fordi han
erkendte Ørsteds Dygtighed og Hæderlighed, men tillige
vistnok, fordi han i sit Hjerte nærede en beslægtet religiøs
Opfattelse og Tro paa Retssansens Udvikling hos et sundt Folk.
Selvfølgelig burde der bremses for Ørsteds altfor stærke Gaaen paa.
Men denne Mand var brav og retsindig nok til selv at være
behjælpelig med at finde den bedste Form. Omvendt følte Ørsted
ikke blot den naturlige Ærefrygt og Ærbødighed overfor den
enevældige Hersker, men han nærede tillige inderlig
Hengivenhed overfor Landsfaderen og var sig derhos bevidst at have —
om end af de bedste Bevæggrunde — nys overtraadt, hvad han
skyldte Kongen.
Ørsted har i spredte Udtalelser gjort Rede for de Hensyn,
der var hans Hovedbevæggrunde til, hvad han nu gik ind paa.
Hvis der stilledes ham absolut Valg mellem
Forfattervirksomhed eller Embede, burde han opgive det sidste. Men hvis han
af denne Grund søgte og fik sin Afsked, „vilde dette Skridt give
mig en Art af Popularitet, der var mig højlig imod". For saa
vidt var den Udvej at foretrække: at forflyttes til et andet
Embede, f. Eks. Justitiarius i Hof- og Stadsretten, hvor han i Fred
kunde fortsætte sin Forfattervirksomhed. Men herved vilde han,
for at bevare denne, maatte opgive det, der dog var hans
Hoved-øjemed med den: ved Raad og personlig Fremføren af
overbevisende Grunde at øve Indflydelse paa Regeringens
Handlemaade. Denne sin Trang, denne sin Pligt kunde han kun
virkningsfuldt efterkomme ved at — forblive i sin Stilling som
Gene-ralprokurør og som Deputeret i Kancelliet.
Naar Tankegangen her tilsyneladende blot bevæger sig i en
Ring, skyldes det ikke et Fejlsyn hos Ørsted, men hos den
Efterslægt, der med Urette bedømmer ham ud fra en senere Tids
Forhold. Kravet til ham om at sprænge denne Ring, bryde ud,
blive „populær" og være blot Oppositionsmand, hørte ikke
hjemme i den Tid. Han og Enevælden var ikke jævnbyrdige
Modstandere. Det at være dens erklærede Modstander var
simpelthen en grov Brøde. Thi ingen havde, hverken overfor Gud
eller overfor hans Repræsentant, den enevældige Konge,
nogensomhelst Ret; alt var kun af Naade. Det var en
Prædiken-Tekst, som enhver umiddelbart forstod: „Lige overfor Gud
have vi alle Uret." Det højeste og dristigste, som man indenfor
den givne Ramme kunde tillade sig, var — hvad netop Ørsted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
