Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alt ender i Forvirring.
197
erklære sig, saa maa og bør Statskirken antage sig dem som
andre forladte Børn. Kongen, der i Statsraadet ud fra en anden
Begrundelse var kommen til samme Resultat, lovede nu at
støtte Mynster. Overfor en af de protesterende Præster udtalte
Christian VIII sig ogsaa skarpt imod den udviste Ulydighed,
men senere blev han mere og mere betænkelig og endte med at
„ville tage Sagen under nærmere Overvejelse". Dermed blev
Sagen liggende. Kierkegaard forblev i sit Embede,
Baptistbørnene udøbte, Plakaten uopfyldt.
Med saadan Forvirring endte Enevældens Kirkestyre. Hvad
der gav Forvirringen sit særlige Præg som en Maskerade
eller en Slags Heksedans var, at næsten alle Hovedpersonerne,
omtumlede af Tidens øvrige store Spørgsmaal tillige — fri
Forfatning, Sprogstrid i Sønderjylland, Skandinavisme o.s.v. —,
endte med at skifte Standpunkt.
Tiden og Personerne var ikke til at kende igen, naar man
tilsidst saa Grundtvig og Clausen med hinanden under Armen
som Skandinaver. Eller Grundtvig selv, der for en Tid under
Stænderforfatningen havde stillet sig mod Strømmen og under
Hyssen erklæret „den oplyste Enevælde" for den bedste
Regeringsform, med eet slaa en Koldbøtte og blive baade
Frihedsmand og Fritænker: „Frit at tænke, tro og tale, det er Folkets
gamle Ret." A. S. Ørsteds (Fig. 58) Frisind løb sig som bekendt
fast paa Nationalitetsspørgsmaalet. Mynsters Klogskab og
Sagtmodighed blandedes tilsidst med Ensidighed og Bitterhed. Da
man, efter at have været i Strid om alt andet Kirken
vedrørende, endte med ogsaa at komme i Strid om en ny Salmebog,
var det en Ensidighed, der lignede Grundtvig, at lade i Vartov
synge saa godt som udelukkende sine egne Salmer. Men det
lignede ikke Mynsters gamle Klogskab og Frisyn i det af ham
udgivne Tillæg til Salmebogen kun at optage en eneste af
Grundtvig. Ikke uvittigt bemærkede Grundtvig hertil, at denne
ene Salme endda vistnok kun var bleven optagen, fordi
Melodien til den var: „Herre, jeg har handlet ilde."
Af al denne Indre Splid, Ufordragelighed, Vaklen og
Forvirring fremgik kun eet klart: Enevældens bristende Evne til
at styre Kirken. Religionsfrihed blev en Nødvendighed.
9.
Vi har under vort Forsøg paa at blive den Omdannelse i
Sindene var, som Naturbegejstringen medførte, hidtil mest set
Spørgsmaalet fra oven, set Enevældens Stilling dertil, dens egen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
