Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 Døden er den evige Søvn.
Bakkehusets Natursangeres Opfattelse. Oehlenschläger lod
Aladdin synge ved sin Moders Grav, idet han taarevædet selv
tænkte paa sin egen Moders:
Visselulle nu, Barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
Skøndt din Vugge stander stil
Uden Dun og uden Gænge!
Samme Tanke er simpelt og kort mejslet af ham i Ord (1805)
og af Thorvaldsen (1815) i Marmor (Fig. 60): Natten med de
to slumrende Børn i Favnen.
Det ene vaagner snart med Morgenrøden,
Det andet vaagner ej, thi det er Døden.
Johan Ludvig Heiberg vaklede og var uklar. Men nærmest
udtrykte dog vistnok de Linjer, han skrev ved sin Ven Lægen
Ole Hieronymus Mynsters Død i Oktober 1818, Omfanget af,
hvad han følte og tænkte:
Dig, o sildige Høst, med din Krans af falmede Astre,
Dig, nu herskende Drot, helliger Musen sin Sang.
Rigt med brunlige Løv du bestrør den ædleste Aske,
Lad mit sørgende Blad hvile paa Graven hos dit.
Poul Møllers Opfattelse af Døden svarede, saa længe han
færdedes paa Bakkehuset, til Homers bekendte Vers i Iliadens
sjette Sang:
Ligesom Træernes Blade, saaledes er Menneskens Slægter.
Bladene strøes af Blæsten til Jord. Men naar Skovene grønnes,
Skyder der andre paa Grenene frem ved Vaarens Igenkomst.
Saaledes Menneskens Slægter, en fødes, en anden forsvinder.
De klinger igen i de Ord, som Poul Møller i „Scener i
Rosenborg Have" lægger Rekonvalescenten i Munden:
Naturen evig er den samme;
Men daglig slappes Mandens Knæ.
Selv den, hvis Luer højest flamme,
Er kun et Blad paa Livets Træ.
Poul Møllers Plejebroder, Christian Winther (Fig. 61), den
danske Naturs mest bedaarende Sanger, udtrykte samme Tanke
under vekslende Former. Kaadt, som i hans Gravskrift over sig
selv-
Her hviler under grønne Tilje
C. Winther, meget mod sin Vilje.
Høst-vemodigt:
Til varme Syd er dragne
De muntre Fugles Kor.
De trætte Blade søge
Til den moderlige Jord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
