Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Døden den evige Søvn.
203
Og Træets Frugter finde
Saa lunt et Vintergem.
Min Tanke og mit Hjerte
Skal de aldrig finde hjem?
Sommerfrodigt i det begejstrede Digt til Sjælland:
Naar alting er til Ende,
Og Natten stunder til,
Naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil. —
Ak, kunde jeg da lægge
Til Ro mig i din Eng,
Dit Grønsværtæppe trække
Over mig og min Seng!
Heibergs Lærling, Henrik Hertz, delte samme Syn paa
Døden, den evige Søvn. Ærligt og frostklart som i Iskrystal er
dette udtalt i Gravskriften over hans tabte Ven, Historikeren
P. V. Jacobsen:
Aarets Tider! I, der drage hen
Mildt og umildt over Jordens Grave,
Eder vi betro vor tabte Ven,
Ham, der slumrer her i Dødens Have.
Han, hvis Aand en Flugt saa herlig tog,
Han, hvis Hjerte mildt for alle slog. —
Aarets Tider! mildt I drage over
Stedet, hvor han sover.
Denne Naturreligionens første Forklaring af Døden som den
evige Søvn fandt langt videre Udbredelse end blot blandt de
Naturbegejstredes snevrere Kres. Den omfattede mange, der
mente sig kirkeligt sindede og rettroende, og beherskede
ubevidst den store Mængde. Den truede i Slutningen af det 18de
Aarhundrede med næsten at blive det danske Folks Religion.
Digteren og Præsten C. A. Lund delte Mening med Ægteparret
Rahbek uden at være sig bevidst som Kætter.
Sagen var, at Kirkens Lære, saaledes som den efterhaanden
havde udviklet sig, især efter Luthers Reformation, syntes at
gaa i lignende Retning. Det nye Testamentes Udtalelser om
Tilstanden efter Døden var jo alle prægede af de første Kristnes
Forvissning om Kristi snarlige Genkomst. Og at tænke sig
Opstandelsen samtidig med Dommedag faldt ganske naturlig, naar
Kristi Komme kunde ventes, endnu førend alle, der havde set ham
i levende Live, var bortdøde. Men efterhaanden som
Aarhundre-derne gik, krævedes der noget at .udfylde Tiden med mellem
Død og Opstandelse. Den romerske Kirke benyttede dette med
klog og praktisk Omsigt til heri at anbringe en Slags
Mellemdomstol, Skærsilden, over hvis Udfald Kirken tilsikrede sig en
vis betydningsfuld Indflydelse. Men Luther forkastede Pavekir-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
