Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225 Oehlenschlägers Opfattelse af Døden.
gør Naturen Gengæld og lader Religionens Indhold tjene som
blot Sindbilleder for sig. Man høre blot Begyndelsen:
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igen.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser, det er ham selv.
En tilsvarende Vending foregaar i næste Digterværk
„Aladdin" (1805). Den tidligere søgende, stræbende er bleven sig
bevidst som skabende. Oehlenschläger er selv det stærke,
lykkelige Kunstnergeni, i hvis Naturbegavelses Turban den
udkastede Appelsin af sig selv er falden. Hvad er overfor slig
Naturfylde Døden? Den evige Søvn, det smertefri, men fattige
„Borte".
Derfor synger Aladdin nu og Oehlenschläger ved Moderens
Grav:
Visselulle nu, Barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
Skøndt din Vugge stander stil
uden Dun og uden Gænge.
Efter det næsten vulkanagtige Udbrud af hans Digterkald,
hvor i Løbet af tre Aar det ene vidunderlige Digterværk var
fulgt efter det andet, drog Oehlenschläger i Eftersommeren 1805
paa en Udenlandsrejse, der varede i over fire Aar. Paa hele
denne vedblev han med samme voldsomme Kraft at frembringe,
og viste sig derhos i Besiddelse af Evne til at, opfatte, lade sig
belære og modtage, saa at selv Arbejde syntes ham kun en
lykkelig Leg. Resultatet blev en lignende hurtig Rækkefølge af
modne Værker, hvoraf ethvert bar Vidne om hans mærkelige
Blanding af frodig Skaberkraft og Tilegnelsessnille.
Midt under al denne lykkelige Selvudfoldelse kunde han
stun-dum gribes af en dobbeltartet Følelse af Tomhed, af at være ene.
Den ytrede-sig dels som Hjemvé:
Hjemme rinder ingen Floder
I en sid og leret Grav.
Livets Kilde, Glædens Moder
Breder sig det sølvblaa Hav.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som her sig krummer,
Dysser ej min Sjæl i Slummer.
Hjemvé var jo imidlertid dog kun et Savn, der lod sig
omsætte i Længsel, i Mindeglæde, i Haab. Langt værre og
trøstesløs var den anden Følelse af Tomhed, Vrangen af hans Natur-
Bakkehus og Solbjerg 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
