Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oehlenschlägers personlige Udvikling.
229
modige, opofrende Kamp for ham og Hjemmet, hvortil han
daglig, lidt forpint maaske, men af Hjerte beundrende, var Vidne.
De lød som Kammas skælmske, smittende Latter, naar hun greb
ham i at være for højstemt og klingklangiig. De dulgte sig i en
stilfærdig Bemærkning af hans Søster, lyste af Anders Sandøes
klare, rolige, retlinjede Færd, og udstraalede som muntert
Solskin fra alt, hvad „Hans Christian Bravkarl", som de
indbyrdes kaldte ham, tog sig for. Tilsammen virkede disse Indtryk
som Mod til at være sig selv, bære hvad der var nødvendigt,
vise sig som en brav Mand. Det skyldes uden Tvivl disse
Paavirkninger, at Oehlenschläger trods sin Letbevægelighed,
aldrig forløb sig ved et ubesindigt Svar under de langvarige
Angreb fra Baggesens Side.
Men Digter og Stemningsmenneske var og forblev han ifølge
sin Natur. Vi har tidligere set et lille ydre Udslag heraf under
et Middagsbesøg paa Bakkehuset, hvor han i Heftighed rejste
sig og forlod Bordet. Og man forstaar det træffende i hans
Hustrus Ord, da hun kort før sin Død (1841), hørte, at Anders
Sandøe og hendes Mand begge paa samme Dag var blevne
udmærkede, idet den første var bleven Excellence, og hendes
Mand havde faaet Kommandørkorset. Hun svarede leende:
„Ikke andet. Det er jo intet Avancement. Anders har altid
været excellent, og Oehlenschläger har hele sit Liv
kommanderet."
Det har sin Interesse at iagttage disse Stemningsudbrud og
de dybere fæstede Indtryk paa det begrænsede Omraade, vi
her har valgt til Stemmegaffel: Hans Opfattelse af Døden. « -
Hver Gang, han som Digter kom til at omtale Døden, gav
han sig den til Digtet svarende Stemning i Vold, som saa helt
beherskede ham. Saaledes kom han til at foretage stærke
Svingninger, der paa eengang betegner blot de behandlede
forskellige Emner, men tillige hans hertil svarende skiftende
Stepninger, der ganske fyldte ham og var ham selv.
I Aaret 1813 udgav han nogle Fortællinger, hvoriblandt
„Eremiten". Den handler om den gamle Eremit, Frantz paa
Harzen, og hans Datter og Svigersøn. I Fortællingens
Begyndelse opsøge Børnene ham paa Harzen for at tage ham med
sig til Schwaben. Men da de vandre gennem Skoven, møde
de hans Ligtog, fire gamle Bønder, bærende Kisten, og nogle
Børn, som synger en af ham digtet Sang, der ender med
følgende Vers:
Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
