Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 Oehlenschlägers Opfattelse af Døden.
Som kærligt Venskabs Minde!
At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan min Gravhøj finde.
De foregaaende Vers er velbekendte, idet de nu, løsrevne
fra deres Forbindelse, udgør den smukke Salme: „Lær mig,
o Skov! at visne glad". Som Sangen forekommer i Fortællingen,
svarer den
fortræffeligt til en gammel
from Eneboers
Tanker, fostrede af
Naturbetragtning
og kirkelig
Religiøsitet. Og
Oehlenschläger har haft
let ved at genfinde
og fremkalde
samme Stemning hos
sig selv.
Naturindtrykkene var hans
egne, det stærke
Haab havde tidligt
lydt til ham fra
hans elskede
Lærer i
„Efterslægtens" Skole,
Salmedigteren, Normanden Edvard
Storm, hvis Billed
uden Tvivl har
foresvævet ham, da
han skrev
„Eremi-ten".
I 1814 udgav han Digtet „Helge", der i Kraft og Skønhed
svarede til det ypperste, han forhen havde skrevet. I det hertil
knyttede Sørgespil „Yrsa" vender han tilbage til sin Opfattelse
af Døden, som han havde udtalt den i „Baldur hin gode". Den
kraftige Helt Helge siger her:
Naturen ændres ej.
Den skyder kun sin Vinterham,
Og Lokken krølles atter ung paa Kvistene,
Naar Solen varmer. — Mennesket kun ældes som
Døgndyret. Morgen seer hans Larve. Middagen
Udfolder Elskovsvingerne. Mod Aften alt
Er Gubbefluen stivnet, mat og gisper, døer.
Fig. 66. Adam Oehlenschläger, seks Aar gammel.
Efter et samtidigt Maleri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
