Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Oehlenschläger og J. P. Mynster.
Salmedigter har talt lige saa varmt og inderligt til sin kære Elev
om den Form for Religiøsitet, den kirkelige, som laa ham selv
paa Hjerte. Men forgæves. Den synes at være prellet ganske af.
Næppe var Oehlenschläger bleven sig bevidst som Digter og
havde følt Styrken af sit Vingefang, førend han gav Svaret paa,
hvorledes disse Spørgsmaal afspejlede sig i hans Sind.
Kristus-Skikkelsen var ikke den Hovedfigur, hvorom Menneskeliv og
Natur drejede sig. Den var tværtimod kun en Naturform, kun
et Sindbilled opløst og udtrykt i den store Natur, i Aarets
mægtige Saga.
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igen.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv
Det er vor Frelser, det er ham selv.
Dette var det stærkeste Overgreb, som Naturbegejstringen
endnu havde tilladt sig. Hele det gammeldags Syn var herved
med eet stillet paa Hovedet. Intet Under, at sligt maatte forarge
enhver, der fuldt kunde gennemskue alt, hvad der laa heri.
Ikke desto mindre fandt Oehlenschläger dog ogsaa her en
mild og medfølende Forstaaelse fra en Kant, hvor den skulde
synes umulig. Præsten i Spjellerup, J. P. Mynster, lod sig
bevæge til offentlig med Velvilje at ville omtale de nys udkomne
„Poetiske Skrifter" I-II, hvori Digtkresen: „Jesu Christi
gentagne Liv i den aarlige Natur" forekom. Dette lader sig kun
naturligt forklare ved, at J. P. Mynster selv for nylig havde
overstaaet en aandelig Krise og derfor havde ikke blot Medfølelse
med andre ligestillede, men tillige i sit Indre enkelte
tiloversblevne Rester fra fordum, hvori endnu ulmede en ligestemt
Forstaaelse.
Som ung Mand var han af Grev Moltke-Bregentved, hvis Søn
han med stor Dygtighed heldigt havde forberedt til
Universitetet, bleven tilbudt Præstekaldet i Spjellerup, hvortil Greven,
som Kurator for Vemmetofte Kloster, havde Patronatsret. Halvt
af Mistillid til sig selv havde Mynster taget derimod og derpaa
i landlig Ensomhed tilbragt en lang, svær Tid, tynget af Mismod
og Tvivl ikke blot om sig selv, men om hvad han som Præst
havde at forkynde. Under denne Nedtryktheds Tilstand havde
han pludselig fundet Ro i følgende Tankegang: Du tvivler jo ikke
om Samvittigheden i dit Indre; men saa skal du lyde den i alt,
hvad du indser er din Pligt, og ubekymret om Verdens Dom tale
og handle, som den byder. Du tvivler jo heller ikke om, at der
er en Gud; men saa skal du i alt hengive dig i hans Vilje,
overlade dig i hans faderlige Haand, nøjes med de Evner, han giver
dig, og taale de Savn, han paalægger dig. Idet dette pludselig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
