Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Mynster.
237
som med en himmelsk Klarhed, gik op for hans Indsigt og Vilje,
følte han sig gennemstrømmet af nyt Mod og Fred, „den Guds
Fred, som overgaar al Forstand". Han følte sig genfødt, idet
han netop ved at fornægte sig selv havde vundet sig selv.
For en Nutids Betragter staar det klart, at hvad der her var
foregaaet med ham, var en Omvendelse til sikker Forvisning
om Menneskets Pligt og Tilværelsen af et Forsyn, de to Grund-
piller i Datidens Natur-Religion, den lutrede Sum af, hvad
Menneskeheden indtil da havde lært af Kirke, Ståt og Natur. For
Mynster stillede det sig ikke saa, men som — hvad det for ham
ogsaa blev — det første afgørende Skridt fremad imod
Kristentroen. Hvad der manglede ham endnu i denne, var det kirkelige
Syn paa den historiske Kristus. For ham var denne endnu kun
enten en skøn Digtning eller en bevidst Usandhed. Den positive
Mellemting, større end begge, at han var Guds eenbaarne Søn,
nedsendt til Jordens Frelse, stod for den unge Præst endnu kun
som noget, han udrustet med den nye Kraft og omstraalet af
Guds Sandheds Lys skulde søge at tilegne sig. Tilegnelses-Evnen
ytrede sig her i Følelsen af en Trang dertil, der maatte kunne
enes med den bibelske Beretnings Præg af Sandfærdighed.
Idet hos Mynster denne indre Trang og Beretningens Stempel-
Fig. 69. Det norske
Bondehus i Søndermarken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
