Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grundtvig. Oehlenschläger. . 245
Oehlenschläger, havde han faaet den personlige Erfaring for
Djævelens Tilværelse, ved, just da han skulde blive Præst, at
anfægtes af Tvivl om, hvorvidt han selv var Kristen. Det
voldsomme Stik i ham førte til og omsattes i et heftigt Angreb paa
andre Præster i hans Dimisprædiken: „Hvi er Herrens Ord
forsvundet af hans Hus?" Denne indre Uro jog ham fra Asatro,
Digterbegejstring, gejstlig Gerning bestandig videre, indtil han
endelig som ældre fandt Ro.
I Brevet til Oehlenschläger mærkes den indre Uro,
Sporestikket, i Ord som disse: „Er Livet en Farce, som ender, naar
Dødens Tæppe falder, da har jeg storlig Uret; men det har
ingen Nød, jeg er vis i min Sag". Dette er ikke den glade
Hvilen i Udødelighedshaab. Det er et forpint Sinds Frygt for og
Trusel til andre med Dommen efter Døden. Af denne Uro
følger ogsaa, at han ikke kan give Oehlenschläger Svar paa, hvad
og hvorledes denne skal digte. Han er jo ikke i Stand til at
kunne svare sig selv. End ikke saa prægtigt et Digt som hans
eget over de tapre Faldne, der var jordede paa Oddens
Kirkegaard:
De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav,
Og Luften begyndte at gløde.
De leged alt over den aabne Grav,
Og Bølgerne gjordes saa røde.
Her er jeg sat til en Bavtasten
At vidne for Slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre Ben
Under mig smuldre i Jorden.
Danske af Tunge, af Æt og af ld,
Thi skal de nævnes i løbende Tid
Fædrenes værdige Sønner.
Selv ikke dette skønne Udtryk for hans varme Fædrelands
Sind havde Værd, ja var ligefrem vildledende, naar Præsten i
ham holdt Forhør og spurgte: Men var de samme Folk kristne?
Thi derpaa kommer det alene an.
Det inderste Brændpunkt var Kirkens Lære om Djævelen,
Arvesynden og den evige Fordømmelse. Hverken
Oehlenschläger eller Grundtvig kunde leve herpaa, dertil var begges
Personlighed for sund og sand.
Oehlenschlägers Livssyn og Personlighed formede sig derfor,
som vi nys har set, saaledes. Jeg er Menneske, Digter og som
saadan det Guddommeliges Forkynder. Dette anser jeg for at
være det ædleste og skønneste menneskelige Lod, og skal søge
at røgte mit Kald efter bedste Evne. Men netop som det Godes
og Skønnes Forkynder vil jeg ikke gaa under Aaget og
forkynde Kirkelæren om Djævel, Arvesynd og evig Fordømmelse.
M
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
