Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ikke indbudne til Hovedfesten, maa de to nøjes med at skumle. 251
lod mig endnu i ham elske „Høstgildets" Digter. Men hvad der
ved denne Lejlighed gjorde mig ham mere kær, var den stolte
Harme, hvormed han havde afslaaet Indbydelsen til at tage Del
i det Maaltid, der gaves Sangerne og Kapellets Medlemmer.
Thaarup følte, at han nok kunde fortjene at komme til
Højbords, men da Etatsraadstitlen (som Pram havde) manglede
ham, saa havde han selv sørget for Proviant. Fra Smidstrup,
[hvor han ejede en Bondegaard og boede], „havde han paa sin
Bondevogn bragt Skinke, Steg, Kage, Vin med, som naar man
fra København i gamle Dage rejste til Kilden. En lille
Bondestue havde han faaet til Laans. Her brugte han selv meget ivrig
Proptrækkeren, da den gamle og unge Digter, ikke langt fra
Hofsværmen, skulde drikke Kongens og Dronningens Skaal.
Den kraftige Gubbe rørte mig med den ædle Stolthed. De Digte,
han havde skrevet til Festen, var temmelig matte, men her følte
jeg endnu Sjælen blomstre i sin fulde Kraft."
For en senere Betragter er der noget ejendommeligt ved
dette Møde mellem Digtergubben og hans yngre Kollega. Ingen
af dem følte sig fuldt tilpas. De mødtes vel paa den gamles
Yndlingsplet fra unge Dage, hvor „I Dalens Skød en Hytte laa".
Dengang gjaldt:
Dens Ejers Lod var Fattigdom,
Dog var han glad, thi han var from.
Det passede ikke mere. Heller ikke den Unges senere
Omdigtning deraf:
Dens Ejers Lod var saltet Torsk,
Dog var han glad, thi han var norsk.
Der var kommet noget imellem. Nu var ikke blot Norge skilt
fra Danmark, saa man spøgte ikke mere dermed som før.
Heller ikke var de Tos Lod Fattigdom eller saltet Torsk. De havde
baade Skinke, Steg, Kage og god Vin, medbragt af den ældre
Forsynlige. Men dog bar de begge paa noget, der tyngede dem
og gjorde, at de ikke længer hørte ret hjemme i Hytten. Det
var Selvfølelse og Ridderkors. De bar vel begge denne Tynge,
dette deres Kors med Anstand. Men det pegede videre frem,
bort fra Hytten og op til Slottet, hvor de heller ikke hørte
hjemme. Virkningen var, at Besidderne ikke længere vare
fromme. De søgte Tilflugt midtvejs. De var bitre og skumlede.
Et Ridderkors giver ogsaa Anledning til mange Tanker. „At
jeg fik det, derfor kunde jeg tildels takke mine Kroningsdigte.
.....Naar de gamle Skjalde sang til Kongernes Pris, fik de en
Guldarmring. Da Frederik VI for syv Aar siden udvidede
Dannebrogsordenen, saa at den ikke blot skulde være en for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
