Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 Kamma Rahbeks Udvikling.
de Republikanere, fik Lov til at gøre Nytte i Huset, sørge for
Mad og Vin og lytte til deres Visdomsord. Beskeden og
opmærksom tjente hun sig op. — Men var ikke Rahbek og det
hele hende en Skuffelse?
Aldrig er et Ord herom sluppet over hendes Læber. Hun
forvarede Svaret paa dette Spørgsmaal Livet igennem som sin
Hemmelighed, eller, om man saa vil, hun besvarede det
uafbrudt ved efter Evne at handle som den paatagne Pligt bød
hende. Med sit kække, trofaste Sind og latterklare Ukuelighed
tog hun straks med ungt Mod fat. Utrættelig opdyrkede hun sit
nye Hjem, Stenbroen, der skulde være Have, Rahbek og hans
Venner. Hun blev efterhaanden taalt, velset, skattet,
uundværlig. Da P. A. Heiberg blev landsforvist, dannede hun lidt
efter lidt en ny Kres, hvori hendes Søsters Forlovede,
Oehlenschläger, og hans Venner blev Hovedstammen. Det var, som
uformærkt hele Solbjergs Frodighed strømmede ind over
Hjemmet.
Rahbek følte sig vel deri, og knyttedes endnu nærmere
dertil. Sluttelig fik alt dette sit Udtryk, da Rahbek 1802 vovede
at købe Bakkehuset. Begge Ægtefæller kunde nu istemme,
medens de jublende tog Hovedbygning og hele Haven i
Besiddelse: „Omsider da, omsider er du mit."
En Erstatning for Hjemmets eneste Savn, en rig Erstatning
fik de, da deres landflygtige Ven betroede dem sit eneste Barn,
Sønnen Johan Ludvig i Pleje. Om ham sluttede nu Kammas
Moderhjerte sig, han blev som hendes eget, han blev
Bakkehusets Solskin, Lyspunktet i hendes Liv. — Og saa en
Aftenstund var han flygtet bort, for ikke mere at vende tilbage.
Hvorfor? Var han da bund-utaknemlig? — Nej, en
stærkere, dybere Magt havde draget ham, Længselen, Savnet,
Følelsen for hans kødelige Moder, der forekom ham miskendt og
forladt. ,
Dette var den bitreste Smerte, som Kamma Rahbek endnu
havde prøvet. Forgæves ransagede hun sig selv for at finde
Skylden. Hendes Hjerte frikendte hende. Forgæves spurgte
hun Naturen til Raads. Var det ikke den sande
Moderkærlighed, der havde fyldt hendes Sind, den, der lærer Blomsten
at give sig hen, ja selv at visne, for at skænke al sin
Livskraft og Varme til sit eget Frø. Gaves der nogen højere
Moderkærlighed end denne? Eller fandtes der maaske en
Kærlighed, der var højere, rigere end en Moders? En, der ligesom
Sollyset og Solvarmen omflyder alle Blomsterne, driver Livet
i dem stærkere end deres egen medfødte Kraft, og — uden at
kræve Løn eller Tak — følger dem lige hjælpsomt fra Spire til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
