Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamma Rahbeks Svagelighed. 275
Omvendt kunde efter slig Modgang, naar Forstærkningen
var kommen, Humøret slaa om til den mest overgivne
Munterhed. Da Thiele engang ved en saadan Lejlighed havde udtalt
sin Beundring for Rahbeks Belæsthed og Evne til i „Minerva"
og i „Tilskueren", altid at kunne ledsage hver Artikel med et
eller flere passende Mottoer, svarede Rahbek glad: „Du maa
afbryde mig, hvad vi saa taler om, og naar jeg mindst venter
det. Naar Du siger: „Nu, Rahbek!" skal jeg fortælle en
Anekdote og citere et Par Vers, som passer til det, vi talte om".
Derpaa begyndte en livlig Samtale, under hvilken, hvergang naar
der pludselig lød: „Nu, Rahbek!" denne affyrede et eller flere
træffende Mottoer i forskellige Tungemaal. Denne aandelige
Idræt forekom saa morsom og lykkedes saa godt, at den slog
til for flere Aftener.
Men efter at Rahbek i Sommeren 1827 var ophørt med at
være Universitets Rektor, gik det hurtigt ned ad Bakke med
begge Ægtefællerne. Kamma Rahbeks Helbred havde altid
været skrøbeligt. Hendes Bryst kunde ikke længer taale de
ugunstige Forhold paa Bakkehus, hvor der var fodkoldt i deres
Lejlighed, som laa lige paa Jorden, alt var forfaldent og utæt, og
den eneste Kakkelovn ofte røg. „Den fordømte Hoste afbryder
mig bogstavelig hvert Øjeblik," skrev hun i April 1828 til Betty,
Poul Møllers Hustru. „Saa gal er den dog ikke alle Dage (men
dog bestandig slem baade Nat og Dag); men det er Vestenvind,
og med den ryger min Kakkelovn, og naar den ryger, maa jeg
hoste i eetvæk; og lader jeg det gaa ud, som jeg idag ofte har
gjort, saa fryser jeg og hoster af Kulde. Men Gudskelov, at jeg
dog ikke bundfryser, men at jeg i al min Kulde, Røg og Plage
føler, at mit Hjerte slaar varmt for Dig og Din Poul."
Forgæves havde Lægerne holdt paa, at hun i
Vintermaane-derne skulde bo i København. Herom kunde der slet ikke være
Tale. Forlade Bakkehus og Rahbek, aldrig! Det var ogsaa
blødagtigt af hende at fryse. Hans Bjørnenatur tænkte aldrig paa,
om det var varmt eller koldt i hans Studereværelse, hvor alt
laa hulter til bulter, og Kanarifuglen fløj frit om.
Men desuden trængte han just nu til hende, kunde slet ikke
undvære hende. „Vi var syge, og trætte og kjede, jeg vel
egentlig blot legemlig, men Rahbek, desværre for ham, blot aandelig."
Han var mismodig og forpint. Venskab svigtede, slog ikke
længer til overfor alle de Plager, der stormede ind, først og
fremmest alle de Misbrug af Dusbrødre og tvivlsomme
Forlæggere, der, som nys nævnt, vovede under hans Navn at udgive
Bøger, hvormed han intet havde haft at gøre. Han var bunden
overfor dem af „Venskab" og ubetalt Gæld.
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
