Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
Bakkehusets Tilbagegang.
Der var saa meget forud, der trykkede, ikke mindst Rahbeks
økonomiske Forhold, som bestandig gik ned ad Bakke og
efterhaanden paatvang ham Forhold til uhæderlige Forlæggere, som
misbrugte hans Navn og pinte ham. Tempeltjenesten maatte
bestandig klapre for at bringe alt sligt i Glemme. Allerede Just
Thiele, som sammen med Lægen Møhl opholdt sig paa
Bakkehus 1821—22, havde stundum faaet et lille Indblik i denne
Templets Vrangside. Bakkehuset maatte hver Dag have Gæster og
være forberedt herpaa, baade til Eftermiddagsthé og til
Aftensmaaltid. Det var dyrt, men vedkom jo ikke ham, og fik saa
være. Men allerværst var det, naar i den mørke Aarstid eller
i daarligt Vejr eller af tilfældige Grunde slet ingen kom.
Mismodig og fortvivlet kunde saa Rahbek gaa stundesløs omkring
og i Timevis, barhovedet, i Regn og Slud staa opplantet ude i
den mørke Allé, med Lorgnetten for Øjet spejde efter, om der
ikke skulde komme, om der dog slet ikke skulde komme en
Gæst i Aften. Stor blev Jubelen, naar en saadan endelig viste
sig. Lidt Gnav, naar der endelig kom flere paa samme Aften,
hvorved to, ja tre Afteners Glæde bortødsledes paa een. Men
nedbøjet og utrøstelig vendte han alene tilbage. Saadanne
Aftener var triste og pinefulde over al Maade.
Allerede dengang kunde Rahbek ved saadan Lejlighed være
helt trøstesløs. Det hjalp kun lidet, at han, naar han troede sig
ubemærket, stillede Viserne paa Taffeluhret i Kammas Værelse
et godt Skub fremad. Naar Tiden til Aftensmaaltidet nærmede
sig, kom han alligevel dybt melankolsk med en lille Stump
Vokslys, der brændte ned i Stagen, stillede det foran sig paa Bordet,
satte sig og stirrede tavst og ufravendt ind i det. Et bedrøveligt
Syn, der aflokker Thiele den Bemærkning: „Stakkels Rahbek,
han var selv et Lys, der brændte ned i Stagen."
Naar ved saadanne Lejligheder Melankolien slog over i et
Forsøg paa at være lystig, kunde Rahbek forekomme selv de
yngre underlig tom og næsten uhyggelig. Thiele anfører to
Ytringer af denne Slags Lystighed, der af og til kom igen og
altid virkede skurrende ved at røbe det Mismod, han vilde
skjule. Den ene var at slaa fortroligt paa Skulderen og gentage
Ord, der havde gældt for vittige i det forrige Aarhundrede:
Det er Snavs altsammen, min kære Jesus! (Das ist alles Dreck,
mein lieber Jesus!) Det andet var, naar Thiele var hentet som
Nødhjælp til Aftensbordet, og man efter Kognaken var naaet til
Sauternen, Rahbek løftede det fulde Glas med den perlende
Vin, nikkede over til ham og deklamerede:
Du! — Det veed man dog hvad er —
Det Andet veed man ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
