Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rahbeks Mismod.
277
var kun ringe. Han var ubehændig, glemsom, utaalmodig, og
hans haardføre Natur gjorde ham uforstaaende overfor nervøse
Smerter og en Sygs vekslende Humør. Forgæves paaberaabte
hun sig i Spøg, at ogsaa i de græske Tragedier udbrød Heltene
i Klager, og at dette virkelig var et godt fordelende Middel. Han
kunde nu engang ikke døje Klynk og mente, at det bedste
Middel herimod — muligt mod Sygdom i Almindelighed — var
at blive gnaven mod den syge. Indenfor denne Ramme søgte
han imidlertid uden Tvivl at være saa flink og opmærksom en
Sygepasser, som han formaaede.
Men ogsaa han var — uden at ville tilstaa det — selv syg.
Som Kamma skrev ikke legemlig, men aandelig syg. Foruden
det ovenomtalte økonomiske og literære Tryk, der pinte ham,
følte han sig i det hele som en tilsidesat Mand. Denne Følelse
opstaar let hos ældre, naar de maa nedlægge en indflydelsesrig
og anset Magtstilling, selv om den, som f. Eks. Universitets
Rektoratet, forud vides kun at være kortvarig. Men for hans
Vedkommende kom hertil en almindelig Fornemmelse af dalende
Betydning, efterat den lidt kunstige Begejstring for ham hos
de unge var begyndt at blegne. Et ydre Udtryk herfor, der
tog til med hans Hustrus Sygdom, var, at Kresen af Besøgende
paa Bakkehuset tog af. De ældre var nu ældre og mindre
bevægelige. Og de unge, der voksede op, var mere tilfældige,
flygtige og ikke fuldt forstaaende. Dette Svind i Besøget ramte
Rahbek paa det føleligste Punkt. Det indeholdt ligesom en
Kritik af ham som Præst i Gæstfrihedens Tempel og af dettes
egen Berettigelse. Hertil kom endnu et lille Stød; som andre
ikke vilde lægge synderlig Mærke til, men som gik ham dybt
til Hjerte. I Juli 1828 flk han Afsked i Naade som Kaptajn i
Kongens Livkorps.
Oehlenschläger siger om ham: „I hans Personlighed var der
altid meget pudserligt; to Ting, hvortil Naturen rent havde
nægtet ham Evne, havde han helst villet være og beklagede altid,
at Omstændighederne havde nægtet ham at vorde det: Soldat og
Skuespiller. I Studenterkoret var han altid en ivrig Kriger, og
skønt han ikke kunde lære Eksercitien, og selv engang tilstod,
„at de havde gjort ham til Løjtnant å la suite, fordi han ikke
duede til Gemeen", gik han (og Professor Th. Bruun) i
Uniform bestandig, længe efter at alle andre havde aflagt den."
Hans ældre Venner kendte denne Svaghed hos ham og lagde
ikke mere ret Mærke til den. Den hørte nu engang med til
hans Ejendommelighed. Endnu i 1820 var den — smukt udlagt
af de ældre Studenter som et Bevis for en Professors
Ungdommelighed og Følelse af Lighed og Broderskab, — bleven hilst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
