Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 Smaa Lysglimt. Uhygge.
med Jubel. Men lidt efter lidt skiftede den Præg, og synede
for den yngre Slægt tilsidst som en afstikkende Besynderlighed.
Han var vant til, at man fandt ham vittig og lo ad hans Ord.
Nu sporedes der svagt en uventet Tilbøjelighed til at le ad ham
selv. Ganske svagt kun, men nok til for ham selv i et bittert
Øjeblik at føie sig fremmed og uforstaaet blandt de unge.
For-maaende Venner opnaaede, at Kongen, der forstod og tilgav
hans Svaghed for det Militære, bevilgede hans Ansøgning, og
den 18. Oktober optog ham igen i sit Livkorps som Kaptajn
å la suite med forhen havte Anciennitet. Andre Venner med
Sans for det lidt komiske heri fik udvirket, at han knap fjorten
Dage efter udnævntes, den 1. November, til „virkelig
Etatsraad", en Titel, der formentlig mere stemmede med hans Alder
og Virksomhed.
Der var noget for enhver Smag i disse to Udnævnelser,
tilsammen et Udtryk for den gamle Gardes Venskab, Indflydelse
og usvækkede Lyst til at glæde dem derude paa Bakkehus.
At de to kongelige Naadesbevisninger som Lysbud har opklaret
den mørke, triste Efteraarstid og for en Stund glædet begge —
Kaptajnen Rahbek, Etatsraaden Kamma — er højst
sandsynligt.
Og de kunde trænge til lidt Opmuntring, thi til daglig var
der nu kun lidet hyggeligt derude. Ofte i det sludfulde Vejr
stod Kaptajnen å la suite forgæves paa Post i den mørke, vaade
Allé, og var ikke istand til at opdage nogen sig nærmende
Gæst, indtil han endelig dyngvaad og gnaven begav sig ind.
Kammas Kræfter tog stadig af i denne ugunstige Aarstid,
medens hendes Anstrængelser for at beherske sig tog til og
svarede til efterfølgende Afmagts Tilstande.
I Stuerne var der koldt og Uhygge. Den ledende Aand
manglede, Betjeningen lystrede ikke og var ikke altid tilstede som
ellers. Paa Gulvet i Stuen gik stundum halvt forstyrret den
lille Ged, som Konferentsraadinde Bruun havde sendt fra
Sophienholm, for at Kamma kunde faa frisk Gedemælk, hvad
hun sikkert vilde have godt af. Den tjente til Nytte og til
„Adspredelse". Venner gjorde undertiden lige saa stor
Forstyrrelse som den, naar de kom i Utide. Som f. Eks.
Oehlenschläger, da han kom med sin nys fuldendte „Carl den Store" for
at glæde dem ved Oplæsning. Den var lang. Kamma laa i sin
Sofa, Rahbek sad ved Siden, Oehlenschläger læste op og blev
begejstret. Med tordnende Stemme raabte han, hvor Wittekind
svarer Carl, der beder ham lade Øksen blive’ liggende: „Nej
Carl!" saa det rungede i Stuen, og den svage Kamma gysende
foer sammen, en Afmagt nær. — Kun to Pligter formaaede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
