Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
Stærk var du som en nordisk Kæmpe,
Og sund og smidig var din Aand.
Din Flid ej Styrken kunde dæmpe,
Dig fængsled ikke Tidens Baand.
Din muntre Kraft, din Raskheds II
Stod i dit lyse Vennesmil.
Man venter uvilkaarligt, at nu vil det komme. Men istedetfor
bryder han ud og ender saaledes:
Da snubled du paa raske Bane,
Mangt herligt Fremtidsfrø blev kvalt,
Og Videnskabens skønne Fane
Bråt .Høvdingen af Haanden faldt.
Din Laurbærkrans blev dækt med Støv,
Men evigt er dens grønne Løv.
Digteren følger ikke den Bortgangne opefter, men stanser i
den historiske Samlings Antikkabinet.
Paa en lignende Maade gik det J. L. Heiberg ved
Komponisten Weyses Død i samme Aar (1842) (Fig. 1). Det var
Heibergs gamle Ven, der trolig havde fulgt ham Livet igennem, fra
da han, mens Heiberg var ung, var en velset Gæst i det
Gyllem-bourgske Hjem og lige indtil sin Død. Heiberg skyldte ham
meget. Thi Weyse havde fortrinlig givet hans Digtning
Vinger, ligefra Melodien til hans første bekendte Sang „Solen
sank bag grønne Lund" til Sangen ved Poul Møllers Død og
til hans tankevægtige Universitets Kantater med deres
festlige Fasthed. Grunden til at dette saa fuldt ud lykkedes, laa i,
at de var nær aandsbeslægtede. De stemmede overens og
forstod hinanden lige fra den kaadeste Kattemusik til Selskabs
Munterhed, Sværmeri, barneblød Undren, Festmarsch,
Tempelklang og Orgeltone. Begges Register strakte sig fra
Drengen til Stjernehimlen, til Tankens stille Gudstjeneste og
Mystikens Hendøen. Netop derfor skulde man tro, at den dybeste,
anelsesfulde Tone her var bleven lokket frem. Det skete ikke.
Det var blot smeltende, afklaret, formsikker Afskedshulken,
der yndefuldt rislede i disse Ord:
Og ejed han ingen andre Smaa,
Som nu til hans Grav forladte gaa,
Mens Taaren ikke kan standse;
Dog En sig nærmer som faderløs
Og bringer barnlige Kranse,
Hvis Blade mildt over Graven strøes,
Og det er den danske Romance.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
