Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
raader. Heiberg derimod savnede Sans for disse, og hans
Interesse for Tredeling blev derfor af rent formel Natur. Dette
virkede uheldigt og blændede ofte hans eget sunde Skøn. Baade
i hans Inddelinger i hans Kunstlære og i hans Anvendelser af
disse i hans Kritiker af Digtekunstens Frembringelser bliver
han ofte vilkaarlig og unaturlig. Man kommer til at smile af et
saa vilkaarligt og umuligt Resultat af hans Tredelings Trang,
som at Vaudeviller og „den spekulative Komedie" — hans egne
Specialiteter — er den højeste Form for Digtekunst. Og man
faar inderlig ondt baade af Publikum og af Oehlenschläger, naar
Heiberg retleder dem begge ved at spænde ham paa sin
Inddelings Slagterbænk, bortskære Halvdelen af ham og
højtideligt forsikre, at hans Geni kun gælder Romancen, men ikke
Tragedien. Stundom antager hans Tredelinger en saa tom og
gold Karakter, at de minder om de to hinanden modsatte Led
„Kling" og „Klang", hvis højere Enhed er „Klingklang".
Dette var kun en enkelt af de Besynderligheder i Strid med
det bedste i ham, som Heibergs Begejstring for Hegel ledte
ham ind i. For at følge sin Mester gav han ofte ogsaa Afkald
paa sin medfødte Evne til at tale og tænke klart og svøbte sig
med Velbehag i kunstlede, dunkle Skoleudtryk. Men hvad værre
var, Mennesket i ham led Skade. Systemet forvred ham selv,
saa at han, den muntre, mildt opfattende og alt forstaaende,
blev snever og haard i sin Dom, en brøsig Ordenshævder af
Systemets Enevælde. Han forstod efterhaanden hverken sig
selv fra gamle Dage eller andre. Den frejdige Frihedstrang, der
havde besjælet ham selv, da han vovede at skrive sine
Vaudeviller, den Kritik af det Bestaaende, som nu lød omkring ham
med Krav paa større politisk Frihed og Folkets Part i Ansvar
og Styre, forekom ham nu som blot formasteligt Oprør mod
Ideen. Det kunde maaske for en anden have ligget nær at
undskylde alt sligt ved at se det som Udslag af Enkeltideer —
Frihedens, Personlighedens o.s.v. —, der blot trængte for stærkt
paa og gjorde sig ensidigt gældende. Men saadan Bortforklaring
laa ikke for Heiberg med hans Duksenatur og Sans for Form.
Systemet anviste jo klart hver Enkeltidé sin Plads og Grænse.
Modstand herimod var i Strid med den formelle Logik og maatte
skrive sig fra en Grundskade, mod hvilken selv Guderne
forgæves kæmpe: Dødssynden Dumhed. Overfor denne gjaldt
kun eet, hvad Heiberg lod Aristofanes uden Omsvøb svare en
saadan Spedalsk: „Sjæl, gaa du ad Helved til!"
Man kan tydelig følge den gradvise Udvikling af denne
Synsmaade hos Heiberg, lige fra hans første Vaudeviller,
hvor den ytrer sig som blot aabent Blik for det Pudsige, indtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
