Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
en halv Snes Aar efter at være naaet til, hvor han nu stod.
Ved en simpel omgaaende Bevægelse, ovenom ved kongelig
Gunst, var han trods den offentlige Menings næsten
enstemmige Dom naaet til det samme Hædershverv som i sin Tid
Anders Sørensen Vedel, at skulle fortsætte Saxo og skrive
Danmarks Historie. Alt var lagt til Rette for ham, kongelig
Understøttelse og ligesom for Anders Sørensen Vedel en gejstlig
Indtægt tillige, og hvorfor egentlig? Den der havde betroet
ham Hvervet, Kongen, delte hverken hans Djævletro eller hans
ensidige verdenshistoriske Dommersyn. Men hvorfor i al
Verden betroede man ham da den store Opgave?
Ganske ærligt, paa Grund af noget uforklarligt ved ham.
Noget imponerende, hensynsløst fordringsfuldt. Han var en
Naturkraft, et Udbrud, der uvilkaarligt bød „Af Vejen"! saa
selv Frederik 6. veg til Side. Her var mere end
Oehlenschlägers brave Hædersmand, der stundum kunde faa Nykker og
raabe endog Overhofmarskallen over. Med Oehlenschläger
kunde man efter en saadan Opbrusning let tale sig til rette.
Men denne gjorde et Indtryk, som om det var hele Danmark,
der samlede Verdenshistorie, Naturen selv, der vilde det saa.
En uklar, fremvæltende Nødvendighed, for hvem endog
Fanden maatte vige, og Vorherre selv tilsidst tilstaa: „Ja, det var just
det, jeg mente". Mere nøgternt udtrykt: Det var ham, den
ver-denserfarne Mynster sigtede til, naar han skrev: „Det er med
nogle Mennesker som med Elefanter og Løver, det er mig ret
kært at have set dem, men jeg ønsker ingen videre Omgang
med dem?"
Kun een var hjertelig glad over, hvad Grundtvig havde
opnaaet. Det var hans trofaste Ven, Ingemann, Student fra
Landet som han, Digter som han, endnu længere forlovet end
ham, uden Spor af Misundelse, kun glad over hans Lykke.
Han besøgte Vennen i den hyggelige Bolig i Præstø, hvor
Grundtvigs store Studereværelse fyldt med Bogreoler var for
oven, medens hans Hustru nedenunder sang ved Vuggen med
deres første Barn, og en Banken mod Loftet kaldte Vennerne
ned til muntert Maaltid. Her var et Paradis. Kort forud havde
han hilst sin Ven velkommen dertil i følgende Ord:
Hvo kæmpe vil for Evighed,
Med Verden slutter aldrig Fred.
Dog hvil nu Kæmpe, djærv og tro!
Nu har du for en Stund vel Ro.
Han kendte Vennens ustyrlige Uro. Aaret efter fik han selv et
lignende Paradis i Sorø (1822), hvor han forblev lige til sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
