Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
til Sektereri, have vi ikke fundet en saadan Paastand hos nogen
anden end Sibbern".
Grundtvig var det liberale Partis Syndebuk. Men saa kom
Striden angaaende det danske Sprog i Sønderjylland, hvor
Kongemagtens Indgriben var uklar og slingrende. Den 14. Maj
1840 tillodes det dansktalende Sønderjyder at bruge deres
Mo-dersmaal for Domstolene. Den 11. November 1842 talte Peter
Hjort Lorenzen under voldsom Modstand Dansk i den slesvigske
Stænderforsamling og blev, da han ved Nytaarstid gæstede
København, modtaget med Jubel af de ivrigt danskfølende.
Grundtvig skrev en Sang til Nytaarsmødet i „Dansk Samfund"
om „Hr. Peder fra Sønderborg". Endnu større og
almindeligere var Begejstringen, da i November 1843 sønderjydske
Udsendinge kom til København for at tale med Kongen om
Forholdene derovre. Gamle Partiskel udslettedes. J. L.
Heiberg var en af de første, der erklærede dette. Grundtvig skrev
en Sang til Festen paa Skydebanen (5. Novbr. 1843) for
Sønderjyderne, og hans gamle Modstander, Professor Clausen, holdt
derefter Talen for dem. Saa meget des større var Forbavselsen
og Sorgen, da Kongen ved Sprogpatentet af 29. Marts 1844
bestemte, at der i den slesvigske Stænderforsamling kun maatte
tales Dansk af dem, der erklærede, at de ikke kunde tale Tysk.
Denne Bestemmelse havde afgørende Indflydelse paa
Regeringens Modstandere i Danmark. Frihedspartiet og det
„danske" Parti sluttede sig sammen. De Liberale blev
National-liberale.
Det var under disse ydre Omstændigheder, at Grundtvigs Ry
voksede. Og ikke ufortjent. Han optraadte fast og klart. Uden
at lade sig hilde eller binde af personlige Hensyn gik han den
Vej, som hans Overbevisning bød ham. Han vidste, at hvad
han nu foretog sig, vilde være Dronningen imod. Men han
kunde ikke andet. Sit Syn paa Dronningens Stilling og
Bevæggrunde har han allerede i et Brev af 28. Februar 1843 tydeligt
udtrykt saaledes: „Hovedgrunden hvi D[ronningen] holder
paa Tyskernes Haand, er naturligvis, at Brødrene [Hertugen
og Prinsen af Augustenborg] gør det, og de gør det aabenbart
især, fordi de haabe at skille S[lesvig] og HJolsten] fra
Danmark, som de mistvivle om vil lykkes, med mindre
Sprogbaan-det sønderrives. De Daarer! som ved at holde paa Dansken
kunde have Udsigt til at blive maaske hele Nordens
Konge-stamme, medens Tyskeriet kun giver dem en lang Næse." Men
han maatte være lige saa klar over, at hvad han nu indlod sig
paa i Strid mod Kongens Bestemmelser og Dronningens
Ønsker, vilde være til Hinder for hans egne Forhaabninger om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
