Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
hed over for truende Naboer, Tyskland mod Syd, Ruslands Ørn
mod Øst. Indtil den Tid kom, da ogsaa disse skulde fatte det
levende Ord, der udgik fra det nye Palæstina. Thi Danmark
sært mod Nord er tunget ud,
Og til en Tunge fin af Gud
Det er vist og beskaaret.
I hele denne Tankegang og dette Syn paa sig selv var Lyssyn
og Gladsind fra Ende til anden. Ganske naturligt var dette
blusset op og havde taget synligt Overhaand, efter at Sejren
var vunden ved den mageløse Opdagelse, og efter at Grundtvig
siden Christian den 8’s Tronbestigelse med stærke Skridt var
gaaet frem i offentlig Anerkendelse. Og naturligt indbød
Sommerdagene paa Bakkehuset til Betragtning af den Vej, han
havde vandret, og til Selvovervejelse over, hvor han nu
befandt sig.
Rent udvortes opfordrede Omgivelserne til Sammenligning
mellem før og nu. Da han for over en Menneskealder siden som
ung Kandidat levede paa Valkendorfs Kollegium og
omgikkes Sibbern og Brødrene Ørsted, havde Bakkehuset staaet for
ham i et straalende Skær, og det at komme der som Gæst var
forekommet ham en Lykke. Ret ofte færdedes han der dog ikke,
og Forbindelsen afbrødes ved hans Dimisprædiken, og hvad der
fulgte efter. Men han mindedes endnu den skønne Have og
dens mest tiltrækkende Blomst, Kamma Rahbek, de muntre
Samtaler og det vidunderlige Maaneskin. Siden havde han, da
han som Eneboer levede i København, hørt gennem sin Ven
Ingemann om Bakkehus og Kamma, Gæstfrihedens Hjem
derude, hvorfra han selv havde udelukket sig.
Nu var han her igen efter saa mange Aars Forløb. Haven
var uforandret eller mindede dog, „lys og stille", om sig selv
fra fordum. Men dens Lysalf var borte. Naar han tænkte paa
de endnu levende Gæster fra den Tid — Oehlenschläger,
Heiberg, Ingemann — maatte han uvilkaarligt udbryde:
Hver en Skjald, som nu mon graane,
Lyse Blik i hver en Stil,
Hilste her Midnattens Maane,
Bejled her til Kammas Smil.
Ogsaa han selv var graanet, var nu oppe i Treserne (Fig. 13).
Var han ikke vidt forskellig fra dengang, baade fra den der kom
her, og den der udelukkede sig selv? Dengang fandt han
Naturbegejstringen herude hedensk, stillede kun Valg mellem Gud eller
Djævel. Havde han ikke selv siden forladt denne strenge Op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
