Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
aarsaften i den første Sommer overvældede ham og blev til et
Digt. Ingen, der har kendt de stedlige Forhold, kan være i Tvivl
om, hvor dette er foregaaet. Digtet maler endnu tydeligt ved
sin Klang, sin Tankegang og Slutning, hvor det er blevet til:
Hans Yndlingshøj nederst i Haven, i Hjørnet tæt ved Alleen.
Naar man sad heroppe paa dens stejle Top, der kun havde
Plads til en enkelt Bænk, med bølgetremmet Ryglænde, ret til
at synke i Tanker paa, saa blev man — selv om det kun var
en Dreng, der sad.’— højtidelig stemt, greben og baaren af
Stedets vidunderlige Trylleri.
Her var en sjælden smuk Udsigt, vid og dog begrænset.
Den dannede en stor, løvindfattet Trekant, hvor Søndermarken
og Frederiksberg Have med Pilealleen som Forværk udgjorde
den ene Side, og Frederiksberg Allés mægtige Linderad den
anden, der tilslut rykkede En nærmere i de høje Haver, der
trængte frem lige til „Sorte Hest". Som man sad deroppe,
øjnede man ikke en Bygning, alt var skiult af Træer. Selv
Slotskroen dulgte sig bly bag Blade. Rahbek-Alleens
stormaskede Forhæng dækkede nemlig delvis Udsigten, skjulte og
fremhævede ved sit uregelmæssige Lune, der tillod Huller i
Rækken, saa at Øjet kun saa og anede Marker og
Blomsterhaver over hele Trekantens Jordsmon. Kun i Hjørnet dér
længst borte, saa man Frederiksberg Kirkes Spir over
blom-sterkrystet Mur og høje Kirkeruder mildt, alvorligt og
tillidsfuldt pege mod Himlen.
Naar saa, mens man sad heroppe, Aftnen faldt paa, Solen
gik ned og flammede en gylden, løfterig og uudsigelig
Baggrund bag Søndermarkens medforstaaende Stammer, mens
Aftenklokken ringede betagende fra den stille Kirke, og Genlyden
fra den løvklædte Trekant næsten som en Raaber forstærkede
og forvandlede Tonerne, saa de slog mod Højen som
klang-krydret Duft, som en Moders milde Godnat, som smeltet
Kærlighed og guldvinget Haab, saa vuggedes,’ lulledes, bares
Tanken, selv hos en Dreng, en og samme Vej, fra da man var
ganske lille og ingenting forstod, videre fremad gennem hele
ens Liv, gennem Frygt og alt andet, som nu var borte, nu da
man forstod det hele, at Dagens Død og ens egen ikke er en
sort Ligvogn med en sort Kiste, der skal puttes i Jorden, men
en Borttagen til svulmende Lykke, en klokkeklar Opstigen, et
fløjelsblødt Stryg af det evige Solhjem, hvis aabnede Døre nu
luer bag Skoven.
Hos den 62-aarige Grundtvig blev Livsløbet længere,
Formerne for Bekymring, der skulde hæves, og Tvivlen, om han
befandt sig paa rette Vej, anderledes end hos et Barn. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
