Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Vejen var en og samme, bort fra det Sorte, fra Djævel og
Betingelser med Hovedet tillidsfuldt puttet ned og gemt i
Naturens sollyse Billedfavn.
Hans Digt om, hvad han havde følt paa Højen en Høstaften
1845, nedskreves vistnok lige efter. Vi har Forudsætningerne
til at forstaa, hvad det var, der nu trykkede ham, da han ikke
længer var Drengen hjemme i Præstegaarden paa Landet, men
nu selv boede i Hovedstaden og syslede med mangfoldigt
Gud-veed-hvad. Og Læseren har af det nys Anførte ligeledes
Forudsætningerne til at fatte Arten af de Naturindtryk, der greb
ham, ligesom fordum Rahbek og Kamma og senere den Dreng,
der som den sidste sad under samme frie Omgivelser, lyttende til
Aftenklokken forude og med Aftenrøden flammende i Ryggen
bag Skoven, der dækkede „Solbjerg". Digtet lød saaledes:
Kirkeklokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjerte du:
Vaagnet er ved dig en Højtids Salme,
Som genlyder daglig i min Barm.
Kirkeklokke! ej til Hovedstæder
Støbtes du, men til den lille By,
Hvor det høres trindt, naar Barnet græder
Og inddysses blidt ved Vuggesang.
Kirkeklokke! Moderskød for Klangen,
Som er mig langt mer end Strængeleg!
Toner dine kappedes med Rangen
For mit Øre tit og i min Barm.
Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme,
Julemorgen var mit Himmerig.
Den du meldte mig med Englestemme,
Kimed klart den store Glæde ind.
Højere dog stemte dine Toner,
Naar de „med den gyldne Sol frembrød",
Kimed: Støv! oprejst er din Forsoner,
Ståt nu op i Paaske-Morgengry!
Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar til mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg tæller dine Bedeslag.
Lifligt dog det klinger helst om Høsten,
I den stille, svale Aftenstund:
Gennem Jorderig gaar Himmelrøsten,
Kalder Sjælen til sin Hvile ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
