Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Landet nu graahærdet kun jeg gæster,
Og har hjemme, selv jeg veed ej hvor.
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg veed, er ene dér.
Derfor nu, naar Aftenklokken melder:
Solen sank og Fuglen slumred ind,
Da mit Hoved jeg med Blomsten helder,
Nynner sagte mellem Bedeslag:
Kirkeklokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skøndt det dig hører ej,
Meld da mine Kære, saa det fryder:
Han sov hen, som Sol i Høst gaar ned.
Den sidste Halvdel af denne Sang kunde baade Rahbek og
Kamma istemme, ja alle Bakkehusets Gæster og de utalte
Slægter; der engang paa Solbjergs Top ved Midvinter havde sunget
„Den signede Dag" og ved Midsommer prist Solens Sejr. Som
et Lyn fra neden slog fra Stedet selv Lysets Lov og Solens Pris
op igennem Digteren paa Højen og svøbte sig trygt i
Kirkeklokkeklang.
Det var en Overrumpling. Det gentog sig ikke mere saa
tydeligt som her. Grundtvig tog sig altid, naar han fuldt var sig
selv, visse Forbehold. Men selve disses Art godtgjorde dog,
hvor langt han selv uformærkt var kommen paa Vejen fra
Djævelen til Naturen, den signede Natur, til Solbjerg. Hvilken
Afstand var der ikke mellem hans fordums strenge
Dommerord ud fra den gamle lutherske Djævlelære til
Oehlenschläger, Præsteskabet og hele Verdenshistorien og hans
nuværende Syn paa Tilværelsen, efter at den mageløse Opdagelse
var sket! Djævelen var siden da lidt efter lidt stiltiende
forsvunden og afløst af „Mørke" i Modsætning til „Lys". Uden
at Grundtvig fuldt var klar derover, var han gleden ind ikke
blot i Anvendelse af Naturbilleder, men i en dermed stemmende
Naturopfattelse, hvor det Kristelige var ved at ændres.
Djævelen var bleven fra den Onde til det Onde og ytrede sig egentlig
kun i Svaghed, Mørke, Sygdom, Død. Selvfølgelig under
Forudsætning af, at man var Kristen. Men ogsaa det at være
Kristen var efter den mageløse Opdagelse undergaaet en
Forandring og blevet langt nemmere end før. Det bestod i at være
døbt og have Trosbekendelsen, gaa til Alters og tro paa
Udødeligheden. Alt det øvrige sørgede Vorherre, Lysets Gud, nok for.
Atter her var egentlig kun Døden det eneste eller dog værste
Onde for Mennesket at komme over. Om dette Midtpunkt
samledes derfor Grundtvigs hele Kraft som Salmedigter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
