Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Tre Lysseere som Kamma Rahbek, Hans Christian Ørsted og
Grundtvig — af hvilke den ene lo sig ren for Synd og Smerte,
den anden i Glæden over Aanden i Naturen glemte, at der var
noget, der hed Sorg i Verden, og den tredje midt i Sorgen fik
den smilende bortforklaret af Stemmen fra Livets Herre — slige
Lysseere virke uvilkaarligt som Fyr og Vejledere for det Folk,
de tilhøre. Thi i dem seer og genkender det Vejen fra dets
omgivende Natur og hver enkelts dertil svarende Bundfarve lige
op til Folkets højeste aandelige Maal og de Træk af Guds og
Livets Væsen, som det har haft lettest ved at opfange.
En Sindsform som denne misforstaaes let som Mangel paa
Dybde. Andre søge undskyldende at bortforklare den som en
blot Kejtethed i Udtrykket, kendt i Norden fra Vikingernes
Dage indtil Nutiden, som en besynderlig Tilbøjelighed til at
komme til at le just under den stærkeste Sindsbevægelse. Hos
Kamma Rahbek har vi iagttaget, at netop den tungeste
Sjælekamp var Grotiden for Sjælens dybeste, bærende Kræfter:
Forvisningen om Kærlighedens Almagt og Menneskets
Udødelighed. Hos Grundtvig gentog noget lignende sig. Han lo først
og kendte Budskab fra sin bortgangne Hustru, da han saa Smil
i deres Søns Barneøje.
Men med en Natur som hans maatte det gaa sent, med
langvarigt Tusmørke, hvorunder der krævedes Sejghed og trofast
Udholdenhed i Kampen. Ubevidst og derfor stærkest afgav han
i denne Tid for Venner og Menighed et Forbilled paa behersket
Kraft og mild Haardførhed. Han trak sig tilbage i gamle Vaner,
blev for en Stund igen Bogorm, Gransker og ensom Skjald.
Han glemte Livets Goder, som mange troede, han især havde
kæmpet for at erhverve, syslede stille Dag og Nat i sin nye
beskedne Bolig, et Par Værelser i „Den forgyldte Nøgle" paa
Nørregade, hvor han havde trukket sig tilbage fra Uro og
Minder. Hygge? Nej. En 70-aarig med genoptagne
Ungkarle-Vaner, mellem Støv, Uryd, spredte Bøger og Ligegyldighed
for Føde og Sundhedskrav. Ofte undlod eller glemte han at gaa
til Hvile og vaagnede om Morgenen i sin Lænestol med Bogen
tabt ved Siden (Fig. 16).
Der kom ganske vist Afveksling heri ved Sommerbesøg paa
Rønnebæksholm, men Bavtastenen herude over den
Bortgangne mindede om Savnet. Hans Digtning, hans gejstlige
Virksomhed fyldte vel hans Sind. Men Visheden om, at Døden, den
sidste Fjende, var nær, gav ham rent personlig vistnok det
stærkeste Paatryk i denne Tid. Nytaarsaften 1857 skrev han:
.. Derfor jeg som Nornegæsten
Henter op fra Harpens Bund
Vættelyset, udbrændt næsten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
