Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
Professor og Stiftsprovst Clausen og havde faaet Anders Sandøe
Ørsted dømt til Tavshed. Nu hævdede han, at man for at lette
Lysets Sejr skulde fritage Præsterne for den gamle Kirkeed
og kun kræve Løfte om at ville lære overensstemmende med
den hellige Skrift efter deres bedste Overbevisning. Og om
den personlige Djævel udtalte han nu, at Tilværelsen af en
saadan ganske vist var en Forudsætning for mange af Kristi
Udtryk i Skriften. „Men fordi det er en Forudsætning, er det
ingen kristelig Læresætning og skal derfor kun forsvares som
en menneskelig Forestilling fra Arilds Tid".
Næppe har nogen tidligere Offergode paa Solbjerg bragt
Lysets Gud rigere kostelige Offere end disse Ord af Grundtvig
med Tilbagekaldelse af, hvad han tidligere havde lært. Nu var
snart den eneste Forskel mellem hans og den gamle Sollære,
at Grundtvig holdt paa, at Lysets Gud havde sendt sin Søn til
Jorden for at hjælpe Menneskene, medens man i den gamle
Sollæres Tid blot sagde, at hver Solstraale var Sendebud fra
Guden.
Da man var naaet saa vidt i Lighed mellem Hedenold og
Nutid, synes selve Solbjerg at have taget til Mæle og sagt: Nu
maa I ikke forlange mere af den gamle Gode. Husk, Læren om
„det lille Ord" er hans egen Opdagelse og vilde falde ham svær
at give Afkald paa. Og han har jo dog Ret i det Væsentlige: I
Lyset og i Kærligheden stiger Gud selv ned til Jord.
Og den gamle Skjald og Gode fik Lov til at leve i Lysets Fred
til sin Død. Kække og taktfaste som Stormskridt til Sejr klang
de livlige Salmetoner i Vartov, mens Solstraalen kærtegnende
faldt paa ham selv i Bispefløjl og med hvide Haar foran Alteret.
Vennemøder omsluttede ham til det sidste. Kun et kort Øjeblik
syntes en Sky i Aftenstunden at ville formørke hans Sundhed
og Sind. Men den forsvandt, og han stod atter karsk i sin Kirke.
Selv Døden, den sidste Fjende, teede sig mildt mod sin
Medtjener, Lysets Sendebud som den selv. Søndagen den 1.
September 1872 prædikede den 89-aarige Gubbe (Fig. 19) i
Vartov som sædvanlig. Dagen efter, da han et Øjeblik vilde blunde
i sin Lænestol, sov han uformærkt hen med det samme. Hans
Ønske paa Højen i Bakkehushaven 1845 var gaaet i Opfyldelse:
Kirkeklokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skøndt det dig hører ej,
Meld da mine Kære, saa det fryder:
Han sov hen, som Sol i Høst gaar ned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
