Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
dige Elever i Livets Klasser med evige Helvedstraffe. Hvad var
i saa Fald Skolen til? Den var jo dog for Livet.
Med Anlæg og Evner som disse to’s faar man mange Knubs
i Livet og naar først sent til Klaring og Selvforstaaelse. Og saa
er det knap engang sikkert, at de paagældende selv vil
indrømme dette. Især naar som her Livet selv synes —
spøgefuldt eller for ret at prøve og uddanne dem — at have drejet
dem paa sin Drejerbænk ud af to oprindelige Naturklodser,
der mindede om de to Modsætninger, der skulde forliges.
Ingemann fik noget, der lignede Grundtvigs Skabelon, og Hauch
H.C. Ørsteds, med Paalæg om derud af som Digter og
Menneske at finde og forme sig selv, sin egen selvstændige
Person-• lighed.
5.
Ingemann fødtes 1789 i Torkildstrup paa Falster (Fig. 20), hvor
Faderen var Præst. Som yngste Barn i Søskendeflokken førte
den lille spinkle hvidhaarede Dreng en fredet og fornøjelig
Tilværelse, et muntert Friluftsliv med Del i al Slags landlig Idræt.
Han var stærkt paavirket af Moderens varme Kærlighed, men
ogsaa af den Overtro, der trivedes mellem Befolkningen, gjorde
hans Fader i dens Øjne til et højere Væsen, der kunde baade
vise igen og mane, og fyldte alle i Borgestuen med
Mørkerædsel og Spøgelsefrygt. Dette Barndoms-Indtryk udviskedes
aldrig helt af Ingemanns Sind, men holdt sig som en saarbar
Plet, en dragende Hang til det hemmelighedsfuldt Uhyggelige
og satte Spor i hans Forfattervirksomhed. Det fik et
Tilknytningspunkt i Minderne fra Hjemmet, da dette selv opløstes.
Det var den sidste Dag i Aaret 1799, da efter en trist Jul,
mellem forgrædte Søskende, den mindste tilsidst skulde ind til
Faderens Dødsleje for at sige ham Farvel. Faderen var slumret
ind af Træthed, men vaagnede i Vildelse, greb den lille fast i
Armen og raabte: „Afvejen fra Rælingen, Dreng!" Lidt efter
vaagned han til Bevidsthed: „Hans Aasyn blev lyst, som om
han havde set et stort og herligt Syn". Og han udbrød: Herre,
nu lade Du din Tjener fare i Fred! hvorpaa han blundede
ind. Doktoren holdt et Spejl for hans Læber, men det
beduggedes ikke. Han var død. Under alt dette og den første Bevægelse
derefter stod den lille ubemærket og grædende ved Sengens
Fodende. Da Doktoren opdagede ham, gav han ham, ligesom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
