Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
de ovennævnte vindende Egenskaber, der gjorde dem som
Digtere skikkede til uden personlige Anstød baade at kunne
fremføre noget Nyt, og at kunne indestaa for det, som noget
andre trygt turde antage, krævedes der først og fremmest af
dem i sig selv virkelig at kunne føie, gribe, fatte dette Nye. De
maatte med andre Ord være Personligheder af en egen ny
Form, der havde baade Evne til at opfange og Mod til trods
Samtids Vrangvilje og Modstand at udtale og gøre sig til eet
med noget Nyt.
Hvor forskellige Ingemann og Hauch end vare af
Afstamning, Sindsform og ydre Forhold, saa havde de visse
Ejendommeligheder tilfælles, der viser os, hvorved og hvorfor de
følte sig kaldede, gik i Kamp og sejrede. Begge havde de i Arv
modtaget en vis Lydhørhed overfor et indre Krav, der
ubetinget burde lystres. Ingemanns Fader var Præst og vedblev et
Liv igennem at fastholde gammeldags Tro midt i en
rationalistisk Tidsalder. Hauchs Fader var højtstillet Embedsmand af
adelig Slægt og med en altid vaagen Følelse af, hvad hans Adel
forpligtede ham til. Begge Børnenes Sindsform var dernæst af
en egen Art. Den besynderligste Blanding af aabent Øje og
Interesse for alle Livets Træk, som det sømmer sig en Digter,
parret med en Tilbøjelighed til at flygte milevidt fra dem og
drømmende, verdensfravendt tabe sig i det ubestemte
Almene. Begge besad de et personligt Mod og en sejg, kantet
Hensynsløshed, der, hvor de kom, gjorde dem til besynderlige
Undtagelser og endog fristede dem til at vende et dræbende
Vaaben mod sig selv. Og jævnsides hermed, indflettet heri,
ejede de en Troskabsfølelse af sjælden Dybde og en saa haarfin
Hensynsfuldhed, at de langt foretrak at lide fremfor at gøre Uret.
De syntes af Naturen dannede til villigt at ofre deres Liv
til Gud, blive Munke, Martyrer, eller dø paa
Revolutionsska-fottet. Men hvis sligt ikke skulde hænde dem, syntes de lige
saa let nøjsomt og beskedent at kunne være tilfreds selv i den
ringeste Stilling, blot kendelige paa et mildt Blik og en egen
enkel, skær og ren Fremtoningsmaade. Deres ydre Forhold
endelig førte dem vel ikke til nogen af disse Yderligheder, men
bragte dem til at mødes i en længere Aarrække som Lærere
ved Sorø Akademi. Under denne fælles Skolevirksomhed
føjedes der et blivende Indtryk til deres Livssyn, idet de lærte i
deres Tilhørere ikke at se Samtiden som Modstandere, men
Fremtiden som den opvoksende, modtagelige Slægt. Og idet de
selv lærte at se Livet som en Skole, forstod de uden Forklaring
det umulige i Kirkens Paastand, at Gud straffede smaa uhel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
