Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
samlede Markjordbær eller andet Slags Solskin til de fattige
kære derhjemme.
Men efter tre Aars Forløb var Barnetroen opslidt. Der
trængtes til et tykkere Panser omkring den bestandig voksende
Selvfølelse og imod de bestandig voksende Voldsindgreb og
Drillerier. Latinen hjalp ham. Horats gjorde ham til Filosof. Som en
Stoiker øvede han sig i Selvbeherskelse og i at gribe det gode,
som tilbød sig, og saaledes samle sig selv en velforvaret Skat.
Penge? Nej, Hvo der har det nødtørftige, har nok. Den rige
er ikke gladere, fordi han er rig. Nej, den sande Skat er den
Selvbeherskelse, den mandige Dyd ikke at trænge til noget og
ikke at ville andet, end det der sker.
Saa vel indpakket i Visdom og iøvrigt med en Masse
hemmeligt skrevne Digte om en tænkt Verden, som han ligesaa lidt
kendte til som til den virkelige, drog den unge Filosof ind til
Livet og Lykken og blev Student ved Københavns Universitet
1806. Moderen og Søstrene maatte af Sparsommeligheds
Hensyn blive i Slagelse, men fulgte deres Skat til Hovedstaden med
de bedste Ønsker og Forbønner. Han kunde nok trænge
dertil, thi København tog fuldt saa haardhændet paa ham som
Slagelse. Han læste flittigt herinde og kunde skrive hjem, at til
første Del af 2den Eksamen var det gaaet ham godt. Men saa
kom den engelske Overrumpling 1807. Den lille spinkle halve
Cand. phil. meldte sig naturligvis som de andre ind i
„Kronprinsens Livkorps" og drog under Chefen Overhofmarskal
Hauchs Kommando til Volds for at afslaa den ventede Storm.
Paa Vejen derop havde han den Harme at høre en gammel
Kone, ved Synet af den lille spinkle Fyr med den tunge
Musket paa Nakken, udbryde: „Herregud! skal han ogsaa
med?"
Deroppe gik det varmt til. Stormangreb blev der vel ikke
noget af, men der kom Bombardement i Stedet. En Bombe slog
ned tæt ved Ingemann, og dræbte to Kammerater. Han blev
ikke bange. Men Blodet brændte blot i ham af Lyst til at komme
i Nærkamp. Da det begyndte at gry ad Dag, kom Afløsningen.
Han saa da mere frit omkring sig og opdagede i et Træ over
sig hængende det meste af en Kappe samt et afskudt Ben af
den ene af de dræbte Kammerater. Forvaaget, træt og sulten
ilede han i Dæmringen til sin Bolig i „Skidenstræde" (nu
Krystalgade). Han satte allerede Foden paa Stentrappen, da en
forbiløbende Matrosdreng leende raabte til ham: „Huset er
gaaet ud", og han saa da, at paa Stentrappen nær var det som
alle de omliggende Ejendomme nedbrændt. Alle hans Digte og
et Par Tragedier i Tilgift var blevet Rov for Luerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
