Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
De næste Nætter tilbragte han, hvor han kunde bedst, thi
han kaldtes ikke mere op paa Volden. En Nat laa han
saaledes paa de haarde Stene i en Rullestue paa Christianshavn,
han vaktes her ved Raabet: „Nu faldt Frue Kirke!" Endnu
drømte han dog som andre om Sejr. Han vaktes ogsaa af denne
Drøm ved at høre om Overgivelsen. Korpset samledes, Chefen
Hauch talte til dem om Anarkiets Rædsler, som burde afværges.
Rygtet gik, at Matroserne af Vrede over, at Flaaden skulde
udleveres, vilde storme Hotel d’Angleterre, hvor Københavns
Kommandant Peymann laa syg. Det blev da betroet
Kronprinsens Livkorps at værne Kommandantens Liv. I de følgende
Dage stod Ingemann med de andre Studenter paa Vagt ved
Hotel d’Angleterre med Ordre til at skyde, hvis Matroserne
angreb. Det var Ingemanns Beslutning ikke at skyde skarpt paa
nogen Landsmand, han vilde først bide Kuglen af Patronen.
Heldigvis blev han ikke stillet paa Prøve. Matroserne lod sig
tale tilrette.
Da Belejringen var endt, tog Ingemann for en Tid hjem til
Moderen i Slagelse og fik endelig næste Foraar Slutningen af
sin 2den Eksamen. I Maj 1809 havde han den Sorg at miste sin
Moder. Tre af hans Brødre var ligeledes døde, alle af samme
Sygdom, Lungetæring. Ingemann selv og enhver, der saa ham,
mente, at han kun havde kort igen.
Dette fik en stærk Indflydelse paa hans Sind. Han besluttede
sig til at leve sit korte Liv saa rigt som muligt og helt give sig
hen til, hvad der fyldte ham. Han var Digter og vilde ikke være
andet. Hensynsløs overfor sit Helbred arbejdede han nu Dag
og Nat for at gengive den tænkte Verden, hvori han levede,
bygget af Længsler, ubændig Indbildningskraft og en
brændende Trang til i ren og ædel Selvhengiven at skue det Højeste
Ansigt til Ansigt (Fig. 21). Saa stærk var hans Henrykkelse og
Hjemve mod denne digtede Verden, at han maatte
uskadeliggøre en Pistol, han ejede, af Frygt for, at han i Begejstring ved
Hjælp af den skulde sprænge Skranken, der skilte ham fra
Livspoesiens sande Verden. „Afvejen fra Rælingen, Dreng!"
lød den advarende Røst fra Barndommens Dage.
I Aaret 1811 udkom hans første Digtsamling. Det er
betegnende, at Helten heri døer af lykkelig Kærlighed. Noget
lignende ventede Ingemann maatte hænde ham selv, hvis
Genstanden for hans egen Kærlighed kunde tænkes at dele hans
Følelser. Det skete dog ikke. Han var i 1811 bleven Alumnus
paa Valkendorfs Kollegium, og et Glimt af en nydelig ung
Dame i Genbohuset, Frøken Lucie Mandix, en Datter af
Etatsraad Mandix i Rentekamret, havde straks tændt hans Hjerte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
