Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
gynder et nyt Afsnit af mit Liv, som maaske i alle Henseender
er blevet det allerlykkeligste. I et dejligt Hjem paa en af de
mest fortryllende Pletter i mit Fædreland, ved Hendes Side,
som jeg elsker højst i Verden, boer jeg her midt iblandt store
Minder fra vor romantiske Tid, paa Klostergrunden ved den
skovbekrandste Sø ... Med en stadig Sundhed og et som oftest
livsfriskt roligt Sind ... har jeg her kunnet hengive mig til
Beskuelse af Aanden og Livet i vor historiske Fortid."
I disse Ord er kort og klart betegnet den Form for
Virkelighed, som her omgav ham og som, han nu i fulde Drag
indsugede og digterisk søgte at gengive. Det var ligesom
Virkelighed i anden Potens, der her mødte
ham, ikke blot det levende Nu med
alle dets Krav til ham og hans Virken,
men tillige en Fortid, der overalt
kaldte paa ham. Den kaldte i hans
egen Undervisning: Det danske
Sprog og dets Literaturs Historie.
Den bruste som Orgelklang i
Klosterkirken, tog stensat og
haandgribelig Tag i ham, hvor han saa
færdedes i Klostercelle, ved Absalons
Grav, foran Jomfru Marias
Højalter, eller under aaben Himmel
ved Synet af Bjernedes „Bispehue"
mellem Kornmarker og Asger Rygs
Fjenneslev-Kirke.
Det er interessant at iagttage Gangen i denne Paavirkning
og den indre Udvikling hos ham selv, som blev Følgen. Først
lagde naturligvis hans Lærervirksomhed Beslag paa ham, men
meget snart tog ogsaa Akademiet ham i Brug som Digter. Han
skrev allerede i de første Aar Morgensalmer til Skolen, nette
men ubetydelige, sammenlignet med, hvad han senere selv
formaaede. Men i 1824 udkom hans Digt „Valdemar den Store og
hans Mænd", dette mærkelige Drapa, hvor Fædrelandssind,
historisk Højtid, Folkevisetone og alle Absalon-Slægtens og
Egnens Minder lige fra Sorø til Roskilde har samlet sig og bryder
paa, med Fremvældskraft, betagende, mægtigt. Intet Under, at
hans Venner glædede sig. Poul Møller blev saa henreven af
Digtets Skønhed, at enkelte Linier deraf bestandig klang for
hans Øre. Og Grundtvig blev saa greben af dets Sprogtone, at
han for første Gang følte Tvivl, om dog ikke hans eget
selvsmagende Kraftsprog i Saxo-Gengivelsen var Plat imod dette som
Krone.
Aaret efter var Ingemann (Fig. 25) under en ny Paavirkning
Fig. 25. B. S. Ingemann.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
