Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
„Valkendorfs Palæ". Men een Fejl havde han, een Unode
heftede fremdeles ved ham og tog ikke af med Aarene: Den
for en Ungdoms Opdrager uheldige Lyst til at fortælle
Spøgelse-Historier og i det hele dvæle ved Sjælelivets Natside,
Afsindighedens Grænseskel.
Det var Arv fra Barndomsindtrykkene i Torkildstrup
Præstegaard, Slagger fra hans Ungdoms Sværmeri for det
Overnaturlige, en forbuden Alkohols Nydelse, som Samtiden var
forfalden til, og som Romantikens Udløbere i Tyskland, særlig
Eventyrforfatteren Hoffmann, forsendte Europa over i
efterspurgte sukrede Piller. For Ingemanns Vedkommende var
denne Lyst til at strejfe det Grufulde og vove sig ind paa
Sindets Grænseomraade til det Afsindige vistnok en medfødt, i
hvert Fald en tillevet Trang, en Del af hans Natur. Den har
sat enkelte Pletter paa hans Forfatterskab og fremkaldt
Smaa-fortællinger, hvis eneste Interesse er Uhygge. Men den har
tillige udgjort en Drivkraft og indgivet ham et Vovemod i hans
sidste og betydeligste Udvikling. Paa denne Regning kan meget
tilgives den.
De Trin i hans Udvikling, som vi hidtil har iagttaget — hans
oprindelige oversvævende Verdensfjernhed, hans vaagnende
Sans for det Virkelige, hans nationale, kirkelige og historiske
Begejstring — havde ført ham op til en Højde, hvor han stod
frit, saa vidt, men hvor Trinene videre op efter var usynlige,
og Rækværk manglede. Ingemann vovede dog at gaa videre.
Og ved dette Mod — et Barn af hans Personligheds Kraft, hans
rene redelige Trang til fuld Klarhed og hans Smag for at gyse
— banede han sig Vej op til sit sidste højeste Stade, med et
samlet Udblik, videre end Mynsters, Grundtvigs, ja endog
Hans Christian Ørsteds, lige hen til Personlighedens Rand og
Afsindighedens Afgrund, hvor det for sidste Gang lød til ham
fra Naturgrænsen, Faderen og hans eget inderste Selv:
„Af-vejen fra Rælingen, Dreng!"
Dette sit højeste Udviklingstrin naaede Ingemann i Aarene
1837—39. Vejen, ad hvilken han naaede det, og Formen under
hvilken han udtrykte sit Nysyn, er begge lige betegnende for
ham.
Vejen var den ligefremme Fortsættelse af den hidtil fulgte,
den voksende Virkeligheds. Til hans to nysvundne stærke
Indtryk af Kirkens Festrække og Fædrelandets Historie
svarede med indre Nødvendighed en Udvidelse af hans tidligere
Indtryk af Rum og Tid. Dette skete ikke i pludselige,
voldsomme Omslag, men han gik jævnt og muntert fremad med et
Smil, ogsaa ad sig selv, og i fuld Tillid til, at der er et kærligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
