Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
Forsyn, der raader. Han har i et lille Digt, kaldet
„Opmuntring", gengivet sin Stemning paa denne Vej:
Frygtens Heks omskaber en Myg
I Elefantens Gestalt.
Nødden faldt paa Kyllingens Ryg, —
Den troede, at Verden faldt.
Frygtens Heks er fremmed i Nord,
Og Myggen kalde vi Myg,
Nødden lille, og Verden stor,
Ussel en Kyllingeryg.
Falder Verden tilsidst engang,
Saa duer den vel ej mer.
Har vi paany til en Verden Trang,
Vorherre har Raad til fler.
For et saa frejdigt Syn blev der hurtigt højt til Loftet og lang
Tid baade bag ud og frem efter. Hans Verdensbillede blev
tilsidst saa rummeligt og fuldt af lyslevende Virkelighed, at
Grundtvig maatte blive forarget, Mynster betænkelig, og H. C.
Ørsted sige: Fortræffeligt, min Ven.
Men hans søgende Tanke gik videre, til Tidens Indhold,
Historien, og til selve Livet, den enkeltes og Guds Væsen.
Den Sum af Slægters Liv, som vi kalder vort Fædrelands
Historie, er den kun et tilfældigt Nedbør af Sjæleliv som
Snefog om Vinter, Regn om Sommer? Eller er der ikke en
Enhed deri, en fortsat Udvikling fra Slægt til Slægt? Men i
saa Fald maa der jo være et levende Væsen, et Træ deri, der
udgør den fælles Stamme, medens de skiftende Slægter kun
svarer til det aarligt visnende, nedfaldende Løv. Men et
saadant Væsen, en saadan Folkeaand, synes jo at maatte rumme
de enkelte Menneskers Aandsliv og Kraft i sig, overgaa dem,
indbefatte dem i sig. Men er der virkelig saadanne Folkeaander
til, hvert enkelt hele Folks levende Sjæl gennem Tiderne?
Hvor er dens Grænse, og hvilken Stilling indtager denne
Folkeaand mellem Mennesket og Gud?
Og endelig, hvad er Personlighed, Menneskets saa vel som
Guds? Spalter ikke begge disses sig igen i flere? Vi paastaar
jo, at Gud er en Treenighed, bestaar af tre Væsener;
Folkeovertro paastaar, at ogsaa Mennesket bestaar af tre Væsner,
og naar man vover at kalde dem tre Gange enkeltvis, svarer
tilsidst den Onde i En, og man er fortabt. Naar man skelner
for stærkt mellem de tre Personligheder i Gud for at vise deres
Nødvendighed, viser saa ikke ogsaa tilsidst Djævelen sig som
den, der har nødvendiggjort Sondringen? Vanvid! Vanvid!
Vanvid!
Bakkehus og Solbjerg. II
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
