Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Vi sad blandt grønne Skove
I Hjemmet ved stille Sø.
Jeg saa i Tidernes Vove
Den svømmende Verdensø.
Det Liv, jeg saa og hørte,
Mig brused lig Harpens Klang.
Det var som Aander mig rørte,
Og Tidernes Røst blev Sang.
Jeg syntes ej at drømme,
Tilbage dog Sjælen saa.
Jeg sang ved Skovsøens Strømme,
Og fast mine Haar blev graa.
Endnu jeg Dagen skimter ;
End seer jeg min Hjertenskær.
Dog hist alt Hesperus glimter —
Hun smiler i Stjerneskær.
Den Dag er snart tilende.
Den flyer som en Stund i Vaar.
Kun femten Timer hos hende!
Men Verden har kaldt dem — Aar.
Ingemann nævner her iblandt det, har har syslet med i
Sorø: Jeg saa i Tidernes Vove den svømmende Verdensø.
Dette Udtryk er betegnende og gengiver virkelig hans
Verdens-billed. Med langt mere Dristighed end fordum og end nogen
anden samtidig Digter i Danmark vovede han nu uden at
svimle at forestille sig, hvor han befandt sig.
Der sejler den hen i Natten
I Himmeldybets Favn
Stjernernes Luftskib-Flaade.
En Verden er hver en Stavn.
Jeg staar paa Jordskibsdækket;
Jeg sejler i samme Sø.
Dejligt sejler blandt Stjerner
Jordens svømmende 0.
Den flyvende Verdensflaade
Har mange Sjæle ombord.
Ingen af alle de Sjæle
Dog saae, hvorhen de foer.
Men himmelhøjt gaar Sejladsen.
Hver Sejler Havnen naaer.
Snekkerne løbe ej paa Grund,
Og ingen Sjæl forgaar.
Man bliver ganske betuttet over det Storladne i dette Syn og
ikke mindst ved den dristige Forsynstro i sidste Vers, der synes
at have glemt sin Kirkelære og Helvedtro. Men han gaar videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
