Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
og vover at se Jorden ikke som Verdens Midtpunkt og vigtigste
Klode, for hvilken de andre blot er skabt til at lyse, men som
en sølle Planet, fra hvilken set alt viser sig forkert.
Vælg dig det højeste Standpunkt — og Verdens Forvirring er Orden.
Stil dig i Solen og se! — ingen Planet farer vild.
Blændet paa rullende Jord, Tilbagegang ser du og Standsning —
Evig for Aandernes Sol fremad gaar Aand som Planet.
Han vedkender sig her ikke alene Kopernikus’ Lære, men
antyder tilslut i sidste Linie et aldeles kættersk Livssyn med
evigt Liv og Fremgang for alt, baade aandeligt og jordisk.
Disse nye Tanker, der synes at ile baade Grundtvig, Mynster
og Ørsted forbi, skriver sig fra eller rettere har hentet deres
fineste Skarphed fra, hvad Ingemann havde grublet over det
aandelige Livs Væsen, over det trespaltede Forhold, hvori han
mente at have lært dette at kende som Verdenssjæl, Folkesjæl
og Menneskesjæl. Han naaede ifølge Sagens Natur ikke til
fuld Klarhed. Men han naaede saavidt, at han kunde udtrykke
sine Tanker i afklaret digterisk Form. Og i disse Digterord
fra sin Udviklings Højdepunkt blev han selv for sit Folk en
Forudsiger og Vejleder for dets egen aandelige Udvikling.
Hans Grublen over disse Spørgsmaal fik sit digterisk
afsluttende Udtryk i Aaret 1837—38. I Aaret 1837 udgav han Digtet
Holger Danske. Tilsyneladende handler dette blot om
Sagnhelten af samme Navn. Men i Virkeligheden er denne en
digterisk Personifikation af den danske Folkeaand. Al den Udvé,
Eventyrlyst, sagtmodige Jævnhed og Bravhed, Livslyst og Drift
til sundt at sysle med og søge at forstaa Tilværelsens Gaade,
alle disse formentlige Sider ved den danske Folkeaand tillægges
derfor i overnaturligt Maal Digtets Helt og fremlokker nogle af
Digterens dybeste og mest storladne Tanker.
Som Midtpunkt i disse fremtræder Omridset af et Væsen,
der i tydeligere Træk end hver enkelt i Folket gengiver det
heles inderste Drift og Vilje. Hvori bestaar denne? Den udgør
en paa sikker Forvisning om Udødelighed grundet, ukuelig
Attraa efter at lære alt Tilværende at kende, tage et Tag i
med til Hjælp, hvor det kniber, og saaledes trøstigt leve Livet,
lædske sin Længsel, stille sin Tørst efter at naa videre, højere,
fuldt at leve.
Det er interessant her at lægge Mærke til en Forskel i
Opfattelsen fra tidligere. Da Ingemann i 1824 i sit Digt Valdemar
den Store og hans Mænd kom ind paa Emnet Folkeaanden,
gik han ud fra, at den kunde dø: ,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
