Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
dring og til at blive raske og stærke, hvad der saa hænder.
Men ogsaa i denne Forandring føjes alting, som Gud vil, og
her er trygt at dvæle. Thi Livet hernede er som en Spaseretur,
hvor vi er ude at gaa med Vor Herre ved Haanden. Hvor kan
nogen falde paa at tro, at Vor Herre skulde slippe blot et eneste
af sine Børn og ikke holde fast paa det, lige til det er kommen
hjem med? Hør blot videre, hvad jeg siger, saa vil du se, at
Kirken har misforstaaet mig:
Som Barn kan jeg frydes i Morgensol rød,
Om ogsaa jeg før Aften er stille og død.
Guds Fred og Godaften! vi synge ved Kvæld,
Vor Herre selv bevarer hver flygtende Sjæl.
Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred,
Guds Fred er Sjælesolen, som aldrig gaar ned.
Veed du saa nu, hvad Døden vil sige: At komme tilbage fra
Turen til det lyse Hjem.
Men jeg veed jo godt, at du er en lille Fyr, der undertiden er
bange af dig, især i Mørke, naar du troer, du er alene. Men det
skal du ikke være, for det er aldrig helt mørkt, og du er aldrig
alene. Naar det er Nat, og du synes, du er helt forladt, skal du
blot se op imod Stjernevrimlen.
Og gennem Himmelsløret ud
Der skinner Øjne fuldklare.
Mildt seer den kære, store Gud
Herned med sin Stjerneskare.
Han seer til sine Børn da vist,
Han seer til Høje og Ringe,
Selv til den lille Fugl paa Kvist
Med Hovedet under sin Vinge.
Til dem, som sove, seer han hen,
Han vugger Fuglenes Grene.
Og den, som har slet ingen Ven,
Han lader ej sidde ene.
Det Barn, der synes mest forladt,
Gud Fader selv vil bevare.
Han sender i den stille Nat
Til Jorden sin Engleskare.
De sprede deres Vinger ud,
Naar alle Øjne sig lukke.
Selv vaager hele Verdens Gud
Ved Skabningens store Vugge.
Og Døden, som I er saa bange for, hvad er det andet end at
vaagne i Verdensvuggen, over hvilken Gud hver Nat har spredt
sit Stjerneklædebons Flig, og blive løftet op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
