Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
opnaaet. Men dernæst havde han ved Synet af alt dette Store
og Uudgrundelige begyndt paa egen Haand at tænke videre over
Guds Væsen og Veje. Han havde ment at vinde Klarhed ved
kun at forestille sig Mennesket som det Umiddelbare, Barnet
med den gode Vilje, og Gud alene som det kærlige Forsyn.
Men hvor kunde han tro hermed at have udtømt hele
Sandheden? Lærte ikke Kirken baade dette, at man skulde blive
Barn for at komme til Gud, men tillige meget, meget mere.
Og hvor kunde han tro at have udtømt Guds Væsens Dybder
alene ved Betegnelsen Forsyn? Det var jo barnagtigt. Ligesaa
barnagtigt, som om en af de smaa Elever ved Skolen vilde
paastaa, fordi Lærere og Elever alle samledes og sang med ved
Morgenlovsangen, at denne derfor var al Bibel og Religion.
Nej, han, Ingemann, maatte ydmygt og med et Smil ad sig selv
erkende, at nu som før stod der udenfor ham og langt over
ham en Kirke, en Konge, en Gud, der kendte, styrede og var
langt mere, langt bedre, langt højere end han. Gud fri En for
dumme Tanker, for i Højheds Vanvid at ville overskride sin
egen snævre Begrænsning. Her gjaldt det, om nogensinde:
„Afvejen fra Rælingen, Dreng!"
Og alt om ham holdt ham mildt, kærligt og betænksomt
afvejen fra Rælingen. Først og fremmest den stille Fred og
Aftenhøjtid, der sænkede sig over ham og hans Liv. Det forundtes
ham, skøndt Aftenstjernen alt havde tindret over ham og hans
„Sølvbrud" i.Aaret 1837, at leve videre i lykkelig Kærlighed
sammen med sin Ungdomselskede i endnu 24 Timer, „men
Verden har kaldt dem Aar". Paa samme skønne Plet, i den
yndige Bolig ved den venlige Skovsø. Hædret af sin Konge,
der lod ham blive Akademiets Direktør og, da dette ophævedes,
beholde sin Løn og forblive i sin Bolig til sin Død. Vist Tillid
og Hengivenhed af Kirken, der betroede ham det ærefulde
Hverv at afgøre, hvad der skulde optages i Folkekirkens
Salmebog. Hyldet og taknemlig beundret af sit Folk (Fig. 27). Selv
sund, glad og aandsklar til det sidste. Endnu et Par Dage før
sin Død skrev han et af sine smukkeste Digte. Hans Liv og
hans Lykke holdt trofast ud sammen. De gik op i en og samme
indre Fred, der overgaar al Forstand.
Men købte han ikke alle disse Goder paa Bekostning af det
bedste i sig, med Opgivelsen af sin Overbevisning og dens Krav
til ham selv? Ingenlunde. Heri viste sig Harmonien i hans
Personlighed — at han vidste at bringe sin Overbevisning og sig
selv i indbyrdes Ligevægt. Han svigtede ikke sin
Overbevisning, men udtalte den fremdeles; blot ikke i Angrebs Form
som noget ufejlbarligt, men som sin Gisning om en Løsning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
