Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
dersens, der forekom for usikker og dinglevorn. Ingemann
derimod vandt netop i disse Aaringer et Ry, der syntes at
omspænde alle Partier. Hans historiske Romaner havde skabt
ham mange Venner. I sit skønne Mindedigt over Frederik den
6te: „Paa sin Ligseng ligger Kong Frederik hvid", blev han en
Tolk for Folkets bedste Følelser. Samtidig var han vel
anskreven hos Fremskridtspartiet. De „Nationalliberale" saa i ham
en Talsmand for Frihed og Folkelighed. Og de beundrede
Dybsindet i hans Tale om dansk Folkeaand, ikke mindst da han var
villig til ogsaa at forudsætte en nordisk Folkeaand.
Kun een gav sit Misnøje med Omslaget i Ingemanns
Opfattelse Luft. Det var hans gamle Ven Grundtvig. At han
saadan udenvidere havde ændret sit tidligere Verdensbillede, nu
gik i Ledtog med Kopernikus og H. C. Ørsted og kunde tale
om Jorden ikke som Verdens Midtpunkt, men som en lille
fortumlet Planet eller som et bitte nedblæst Blad i
Verdens-Templets Krog — det var dog for galt. I sine Forelæsninger,
som han udgav under Titlen „Bragesnak", tillod han sig da
ogsaa i den sidste, som han kaldte „Holger Danske", at have
Arv til bedste og pege ordentlig Fingre ad ham.
Ingemann svarede ikke herpaa. Men betegnende nok tog
han til Orde, da Grundtvig efter sin første Hustrus Død ikke
syntes at værdsætte hende nok. Ingemann sendte ham et Brev
med et varmt følt Mindedigt over hende. Grundtvigs hurtige
nye Giftermaal tiltalte ham naturligvis heller ikke. De to gamle
Venner satte fremdeles Troskab lige højt, men var blot uenige
om, hvor den burde vises.
Aarene kort før 1840 betegner Højdepunktet i Ingemanns
Udvikling. Det viste sig imidlertid, at som han aandeligt var
formet, kunde han ikke i Længden blive staaende heroppe,
hvis hertil krævedes et aabent Brud med Fortiden. Hans
Troskab, hans Ærlighed, hans Virkelighedssans forbød ham dette.
Thi hvorledes var han selv naaet herop? Trin for Trin ad
Virkelighedens, Historiens, Kirkens Vej. Skulde han da, fordi han
var naaet op, havde kigget ind og ment at skelne tydeligere,
se videre end før, derfor støde Trinene om, som førte til hans
Standpunkt, bryde med Kirken? Det var jo lige saa vanvittigt
som at ville save Grenen over, som man sad paa.
Og hvad var det saa, han havde set? Maatte han ikke deri
sondre mellem, hvad han virkelig havde set, og hvad han blot
havde tænkt ved dette Syn. Han havde virkelig set videre end
før, faaet sit Verdensbilled udvidet og derved sit Indtryk af
Guds Storhed forøget. Dette var det sande i, hvad han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
