Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
følger Døden. Men her har Mennesket ikke Syn for Sagn
som ved Overgangen fra Dag til Nat. Ved denne har alle lært,
at Mørket, der afløser Dagen, stundom klares, og da seer man
op i den uendelige Kirkekuppel, hvor lysende Kloder i deres
Løb viser os Guds Magt og Storhed og Dybden af Guds kærlige
Omsorg for det mindste. Om Natten seer vi, at Jorden selv
hører blandt de mindste, ligger som et lille bitte Blad i
Krogen af denne Kirke, og om Dagen seer vi tydeligt selv det
mindste Kryb paa det mindste Blad paa denne Jord. Men
for Døden hænger bestandig det mørke Forhæng. Det trækkes
ikke stundom tilside, som Skyforhænget fra Nattekirken.
Jo, undertiden dog. Men kun ganske lidt. Husker du hjemme
i Torkildstrup Præstegaard, naar Juleaften Børnene sad i den
mørke Stue og ventede, mens Far og Mor var gaaet ind for at
tænde Julelysene og saaledes forud fik alle de Julegaver at se,
som Jesusbarnet havde bragt til os. Naar man derude i Mørket
sad i Spænding og ventede, saa husker jeg godt, at man fra
Nøglehullet kunde se en Lysstraale, som et Hul i Nattemørket,
med Glans fra Stjerne-Kirken derinde. Naar man ikke frygter
for Skænd derinde, hverken er bleven en stor Mand eller en
Gavtyv, men blot har Tillid og har seet Mor og Far gaa derind i
Forvejen, saa maa det vistnok forholde sig med Døden ligesom
med Julemørket hjemme i Præstegaarden. Man længes, man
haaber, man veed, at Døren skal aabnes til Lyset.
I denne Stemning skrev han som gammelt Barn sit Digt om
Døden, et Fjerdingaar førend han selv lærte „Virkeligheden"
at kende af Selvsyn.
Paa denne Verdens Grænsemur
Lønporten til en ny Natur
Paa skjulte Søjler hænger.
Hvert Øjeblik, som Pulsen slaaer,
En Sjæl igennem Porten gaaer,
Og ingen seer den længer.
Hvert Fodtrin gaaer mod Muren frem,
Og altid Porten staar paa Klem,
Dens Hængsler altid knirke.
Gravmørket strømmer fra den ud,
Dog gennem Mørket sender Gud
En Straale fra sin Kirke.
Den Straale kun til Øjet naaer,
Hvor Sjæle-Børneskaren staaer
Som Juleaften hjemme
Og stirrer trøst paa lukte Dør,
Der, hvad de aldrig skued før,
Til herligst Stund skal gemme.
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
