Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
faa Penge tilsendt. Da det begyndte stærkt at ebbe i hans
Beholdning, skrev han af halvdvask, gammel Vane til sin
Forretningsmand, den danske Konsul i Genua, og spurgte, om der
ikke var kommet nogen Anvisning til ham. Svaret kom, kort og
afvisende. Man ønskede ikke at besværes med unødvendigt
Brevskriveri og Portoudgifter. Naar Anvisning kom, skulde
den blive ham tilsendt, men man indlod sig ikke paa at give
Forskud.
Dette uventede skarpe Svar blev den Draabe, der fik
Mismodets Bæger til at flyde over. Hauch havde ikke anmodet
om Forskud, og Konsulen, som var hans Bekendt og Ven fra
hans Ophold i Genua, havde tidligere bestandig vist sig høflig
og elskværdig mod ham. Den uvilkaarligt isnende og fattige,
forladte Fornemmelse, som Brevet fremkaldte, virkede dog ikke
blot nedtrykkende og sløvende, men lød tillige med en
kvikkende Klokkeklang, som om der nu ringedes til Opbrud. Med
hemmelig Glæde udregnede han Tiden til, at han vilde staa
ganske blottet for Penge, de nødvendige Midler til at fortsætte Livet
med i det fjerne fremmede Land.
Øjeblikket kom hastigere end beregnet. En Aften stod han
ved Stranden nær ved Molen og saa ud over Havet. Han havde
kun tre, fire „Karliner" tilbage. „Jeg har aldrig følt mig saa
forladt, saa ensom midt i Vrimlen, saa afskaaren fra al ydre Hjælp
som hin Aften, da jeg stod saa uendelig langt borte fra mit
Hjem, alene med mine hemmelige Tanker, uden at have hvad
jeg trængte til den næste Dag, og saa ud over det blaa
Middelhav, der rullede sine sagte Bølger ind mod Stenene ... Jeg maa
indrømme, at min økonomiske Forlegenhed vel var bleven
afhjulpen, hvis jeg havde betroet mig til min trofaste Ven Dalgas.
Men det vilde jeg ikke, jeg havde dengang sat mig i Hovedet,
at jeg vilde gaa min egen Vej i Tavshed og ikke besvære nogen
med min Fortrolighed."
Selve Afgørelsens Øjeblik var kommet. Livets Herre maatte
ved Handling selv bestemme sin Bane. Med fast Haand satte
han Pistolen for sit Hjerte og affyrede den for ved Døden at
blive til Intet.
Da han undrende vaagnede til en ny Tilværelse, lignede den
paafaldende den gamle. Selv den trofaste Ven Dalgas manglede
der ikke. Og det var ikke den afdøde, der spurgte om
Forklaring, men Vennen der gjorde det, og da han havde faaet den,
straks med vante Omhu og Handlekraft tog sig af det
fornødne : Han sørgede ikke blot for Lægehjælp til at faa Kuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
