Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
Gaden, og en fremmed Mand engang sagde om ham, saa han
hørte det: „Den ulykkelige, ham har Gud mærket." Disse Ord
bed sig fast. Og den fremmede saa dog kun, at han manglede
Foden, anede ikke, at han tillige manglede Hovedet.
Og nu til Foraaret skulde han hjem til Danmark, gense Slægt
og Venner, vise sig for dem som Skibbruden med sønderrevne
Sejl, beklages, maaske hemmeligt les ad og foragtes. Nej, han
kunde det ikke, han vilde blive i Neapel, forsvinde som en
ukendt i Mængden dér. Han gik til Dalgas og meddelte ham sin
nye Plan at ville bosætte sig i Neapel og ernære sig ved
Undervisning i Naturhistorie og Fysik. Dalgas ansaa vel ikke dette
for ganske umuligt, men raadede ham dog stærkt derfra. Hauch
var imidlertid opsat paa at forsøge det og oversatte en af sine
Afhandlinger paa Italiensk. Dalgas skaffede den trykt. Men
pludselig kom der et Forbud fra de gejstlige Censorer mod, at
den maatte udgives, da den var forfattet af en Kætter og
indeholdt ugudelige Lærdomme. Dette Forbud medførte en
betydelig Udgift for Hauch, der maatte, nu til ingen Nytte, betale
alle Omkostninger ved Bogens Trykning.
Igen var han altsaa bleven slaaet tilbage; Mismod, Sortsyn
og Livslede sænkede sig tættere om ham. Hvad laa der bagved
alt dette? Var det ikke en Bekræftelse af det gamle Ord: „Se
Neapel og dø!" der nu skulde fuldbyrdes paa ham? Af hvilke
Magter? De styrende og de raadende naturligvis,
Tilintetgørelsens, det Ondes, de der her bag Skønhedens Ydre dannede
Tilværelsens Natside, dens sande Væsen, det mørke Intet,
hvorpaa Nuet, Livsgøglet drev. Han mærkede allerede, hvorledes det
Ondes, Tilintetgørelsens blaalige Flammer slikkede op efter ham.
Han fornam det i begyndende Smerter i Benet, Vidnesbyrd om,
at Ondet ikke var hævet ved Amputationen, men i Færd med at
bryde ud paa ny og gøre en nv Amputation nødvendig.
Ulykkelige Pjalt med kun Udsigt til nye Smerter! Var der
da ingen levende Raad mod al denne Ondskab? Jo, een var
Herre over det og i Stand til at vise Naade. Han selv. Han
formaaede, naar som helst han vilde, at afbryde Forfølgelsen,
fravriste Koblet det jagede Bytte ved naadigt at forkorte det
forspildte Liv. Han var selv sit Livs Herre.
Med denne Tanke begyndte han at sysle og ligesom at lege.
Den var den sidste opstaaende Teltpæl af hele det Tankernes
og Beslutningernes Paulun, det engang straalende Teltbo, der
havde omrammet hans Liv og udgjort hans Eje. Overfor de
nedblæste lasede Stumper af Fortiden nærede han nu kun
Ligegyldighed, gad ikke røre dem. Blandt disse hørte hans
Pengesager. Han havde i længere Tid undladt at skrive hjem om at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
