Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
dette. Det maatte — hvis det hele ikke var sket ved et blot og bart
Tilfælde, og han følte en indre Stemme i sig, som klart og fast
benægtede dette — det maatte være noget personligt, det
fornam han i Livsklangen af det Skete, denne varmt betagende
Livstone deri, som det første Vingeslag af Fostret i Modersliv,
der formaar i et Nu, selv i det flygtigste Letsind, at fremtrylle
Varmhu, Tak og Bøn for den nytændte indre Del af ens Væsen.
Denne Spirefryd, som han undselig, men salig benaadet
fornam i sig selv, en ny Form for Forvisning, der uafhængig af
Bevis og fordums Overbevisning, straks brød ud i Flamme som
Vished, denne nye Form for Livsgriben, følte han, stammede
ikke fra ham selv, men fra en højere, stærkere Magt, der greb
ham, løftede ham, bar ham, omskabte ham.
Denne højere, skabende Magt maatte være Gud. Men ikke
den Gud, som han tidligere havde tænkt sig, den Naturen
iboende Kraft, det store Hav, hvori hvert tilværende
Enkeltvæsen kruses som en lille Bølge og attersynkertilbage. Ikkeheller,
som man nu var begyndt at lære: en Gud, der var
Mennesketankens Flodmaal, langsomt steg og løftedes med denne, idet
Gud selv ligefrem vaagnede til fremadskridende Bevidsthed i
Mennesketanken. Nej, en personlig Gud, der havde Omhu for
hvert enkelt Menneske, ledede det, elskede det.
At en saadan Gud var til, syntes ogsaa at stemme med
Menneskenaturen selv. De Begreber om Pligt, som fandtes hos
enhver, Samvittighed og Fornemmelse af Ansvar, var
Bevidst-hedsmærker, der bar Vidne om deres Ophav. Gennemtrængt
af denne Tanke, af Taknemlighed overfor sin Redningsmand,
begyndte derfor ogsaa Hauch straks et Oplugningsarbejde i sit
eget Sind. Han søgte at udtrykke sin Forstaaelse af det Skete
ved at rense en indviet Grund i sit Selv, der laa højere end
den blotte Idrætsmand, Naturforsker og Digter, for alle de
Former for Letsindighed, som tidligere i rigt Maal havde
trivedes deri. En vis mild, men vagtsom Alvor, en Selvbeherskelse
parret med Hensyntagen overfor andre, blev, trods mange
Tilbagefald, mere og mere Grundpræget — eller i hvert Fald
Maalet — for hans Maade at være paa.
Men i denne Tro paa et kærligt Forsyn, der nu vaktes hos
ham, iblandedes Bestanddele, der tydeligt bar Spor af den
tornefulde Vej, ad hvilken han var naaet dertil, og tillige af de Evner
og Anlæg hos ham selv, der uden Tvivl havde haft deres Del i,
at netop denne Vej var bleven hans.
Han formaaede ikke som enkelte andre at se eller dog ane
en lige Vej fra Naturen til Gud. Han indrømmede vel, at enkelte
lykkelige Lysseere kunde nøjes med en saadan Opfattelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
