- Project Runeberg -  Bakkehus og Solbjerg. Træk af et nyt Livssyns Udvikling i Norden / Anden Bind /
162

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

162

har reddet mig, just da jeg var ved at fare vild. Og jeg er
ligeledes klar over, at den Tilværelse, hvori jeg befinder mig, ikke er
en Leg, men en alvorlig og streng Opdragelse, hvor det gælder
om i Tillid til Gud at gøre, hvad min Samvittighed siger mig er
hans Vilje. Hans Livssyn og Færd blev da ikke en regelmæssig
Figur, som en Cirkel om dens Midtpunkt. Hans Livssyns og
Væreforms Omrids blev ligesom Planeternes Baner en
Ægge-form, en Ellipse, der bestemmes af to indre Brændpunkter.
For ham var de to indre Brændpunkter: Et kærligt Forsyn og
en Skærsild.

Dybden og Inderligheden af den begyndte Nydannelse i
Hauchs Indre gav sig et betegnende Udtryk i, at han ikke
betroede sig til nogen, men bevarede fuldstændig Tavshed herom.
Vi er i Stand til at maale denne Tavshed ved et lille Træk fra
disse Dage, som han selv har bevaret. Der var bleven stiftet en
protestantisk Menighed i Neapel af de dér boende Reformerte
og Lutheranere og hertil kaldet som Præst en reformert
Franskmand, Monod. Denne fik Bolig i Dalgas’s Hus, hvor ogsaa
Hauch senere flyttede hen. Hauch saa da ofte Monod og hørte
ogsaa hans Prædikener, hvis veltalende Sprog og varme Farve
han beundrede. Ligeledes talte Monod ogsaa undertiden om
naturhistoriske Emner med Hauch, der forbavsedes over hans
Alsidighed. Under disse Forhold vil man forstaa, hvor pinlig
en Ordveksling som denne maatte være for Hauch, der selv
bedst vidste, hvor usandt et Billed den gav:

„Engang sagde Monod halvt i Spøg, halvt i Alvor til mig:
De fleste Naturforskere er Hedninger, det er De naturligvis
ogsaa?",.— „Ja, en Hedning er han," svarede Dalgas, „det
kan De være vis paa." Jeg indlod mig ikke paa at gendrive deres
Meninger, saa meget mere, da jeg endnu dengang befandt mig i
en Gæringstilstand, hvori min religiøse Bevidsthed ikke ret
havde vundet Fasthed. Dog er det vist, at Omgangen med
Monod ikke saalidt bidrog til at befordre mit Omslag i religiøs
Retning."

Endelig kom da Opbrudets Time. I Sommeren 1826 tog
Hauch Afsked med sine trofaste Venner i Neapel, hvor han
havde oplevet saa meget, og drog til Rom. Her forblev han i
henved et Aar — saalænge som Resten af hans Mødrenearv
tillod det — og delte sin Tid mellem befrugtende Omgang med
Kunstnere (Thorvaldsen, Freund og flere), ivrige Studier i
Museer og Biblioteker og egne Digterfrembringelser. Han
genvandt atter Troen paa sit Digterkald og forfattede her efter
grundige Studier de to Skuespil „Tiberius" og „Gregorius VII".

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:20:57 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bakkehus/2/0172.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free