Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
som Medredaktør af det nye „Maanedsskrift for Literatur"
(1829—36).
En ejendommelig Bekransning, betydningsfuld og fra det
Høje, fik endelig han og hans Retning, da i Aaret 1830 den
opsigtvækkende anonyme Digtrække udkom, „Gjengangerbreve
eller poetiske Epistler fra Paradis". I Baggesens Navn og Aand
godkendtes, pristes og fastsloges, som det ene Rette den
Sondring mellem Form og Stof og den afgjorte Læggen Vægt paa
Formen, for hvilken Heiberg og hans trofaste Vaabendrager
Henrik Hertz, Brevenes ubekendte Forfatter, var de to ypperste
Talsmænd.
Under saadanne Forhold vil det forstaas, hvor vægtig en
Støtte det var, Heiberg gav den hjemvendte Hauch ved i den
flyvende Post at anføre Tiecks Ros af hans „Hamadryade",
kalde ham selv „vor geniale Landsmand" og senere, efter at
have læst hans „Tiberius" i Manuskript, rose den for
Forfatteren og lade en Indsender i Bladet, da den var udkommen og
angrebet af Molbech, tage den i Forsvar.
Trods denne venligt fremrakte Haand var der noget i
Heibergs Synsmaade og Færd, hvormed Hauch ikke kunde forsone
sig, og hvorimod Harmen tilsidst maatte drive ham-i aaben
Kamp. De saa forskelligt paa Forholdet imellem Form og Stof,
ikke blot i Digtekunsten, men i Livet. Hauch var ifølge Anlæg og
Livets haarde Skole naaet til i Menneskesindet — baade hos
sig selv og hos andre — at tillægge Indholdet den væsentligste
Betydning. Ved Indholdet forstod han Karakteren,
Personlighedens Væsen. Denne Værdi afhang for ham af, om det
var det Gode (den trofaste, ærlige, redelige, gode Vilje), der
bestemte og beherskede Sindelaget og havde støbt dette til
Karakter, eller om en enkelt Lidenskab var brændt igennem,
havde fordrejet Harmonien og herved formet Karakteren til
en ond Karikatur. Det Hæsliges Bundmangel var for ham af
moralsk Natur, var den Sygdom, det Væsensonde, der
forvandlede det skønne Gode til et Vrængbilled. Det var Livets
Maal at faa denne Sygdom fjærnet. Derfor blev den
menneskelige Tilværelse for mange til en Skærsild, i hvilken det Urene i
Menneskevæsenet under Smerte gjordes flydende og skummedes
af. Derfor blev Digtekunstens Opgave at fremstille Eksempler
paa det Gode og det Hæslige til Efterlevelse eller til Afsky.
For Heiberg var Modsætningen i Livet endnu ikke naaet
saa dybt. Han var ikke som Hauch Digteren, der engang
havde opgivet sig selv, villet skille sig ved Livet, og var
vaagnet til Tro paa en højere, dybere Magt, et kærligt Forsyn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
