Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Bestanddele som Latter og respektfuld Værdsættelse. Heldtes
disse paa Enkeltmands Lune, maatte det nødvendigvis engang
gaa galt. Da Folket som sædvanlig krævede Underholdning, og
han just havde set sig irriteret paa Folkets største Digter,
udleverede han denne til Latteren. Der skete Anskrig af nogle
enkelte, som forargedes. Forgæves overbrustes disse med
vittige Svar. Og til de Tililende sagdes der beroligende: Det hele
var jo Spøg. „Saares der nogen, da huske han, Striden er kun
en Fest". Dette forslog ikke. Forgæves ilede en behændig
Digter Eneherskeren til Hjælp og forkyndte hans
Herredømmes, Formens Pris. Det drejede sig dog om mere end en
Formsag. Forgæves syntes Heldet endnu en Tid at tilsmile ham.
Altsammen forgæves.
Thi et afgørende var indtraadt og kunde ikke mere heles.
Bruddet var sket hos ham selv og hos Publikum, mellem Leg
og Alvor, mellem det digterisk berettigede og det moralsk
berettigede, mellem Formen og Stoffet. Disses forudsatte
umiddelbare Enhed var bristet. Nu dannede Digt og Moral ikke som
forhen tilsammen et Spejl, hvori man ved Hjælp af Kunstens
Metalbelægning — Oldtidens ældste Spejl — bag det moderne
Glas saa morsomt, tydeligt og smukt kunde se sig selv. Nu laa
de skilte. I Metalbelægningen saa man kun daarligt sit Billed,
og kiggede man i Glasset, saa man slet ikke længer sig selv,
men tværs igennem og langt, langt videre.
Hvad var det hele? Noget der dagligt foregaaer i utallige
Hjem og i mange Folkesind. Den gamle Historie, at en brugelig
Illusion gaar i Stykker, og et Væsen, man har set op til og
spejlet sig i, taber sin fordums ledende Magt. I Smaaforhold
hedder det: Anskaf et nyt. Og var det et virkeligt Forbilled,
et skønt Blændværk, enten en enkelts eller et helt Folks Fører,
der gik tabt, saa knyttes Haanden og der raabes: „Du havde
Uret og duer ikke mere". I nærværende Tilfælde blev den
offentlige Menings Slutningsdom: Hauch havde Ret, da han
sagde, at der var Misundelse i Heibergs Angreb paa
Oehlenschläger.
Under tidligere Forhold vilde Heibergs Uheld næppe have
medført andet, end at han næste Gang vilde have været noget
forsigtigere, og at Publikum, der nu havde vist, at det hævdede
Moralen, dobbelt vilde have nydt et vittigt Angreb af ham
paa en anden. Men denne Gang var der noget nyt og uvant
i Luften. Allerede dette at Hauch og Wilster ikke havde agtet
Latteren, men straks fejet den bestikkende Form tilside og
blottet Angrebet som moralsk grimt, var noget, der uvilkaarlig
aftvang en vis Respekt og Eftertanke. Selvfølgelig voksede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
