Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
baade fortiet og sagt, hvad han vil. Det er især i hans „Nye
Digte" (1841) og „Nøddeknækkerne" (1845).
Han er atter den unge, glade, let rørte Digter fra fordum, der
Vakt af de første Violers
Yndige Blad,
Aabner sin Barm for de himmelske Straalers
Kvægende Bad,
Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,
Flagrer mod Himlen
Over Konvallernes hilsende Stimlen,
Vinget, forynget og glad.
Ind under Bøgenes grønnende Kroner
Salig i Aand
Vandrer han hen over Skovanemoner,
Lyren i Haand,
Bogfinkens Kvidren hans Læber indvier,
Og naar den tier,
Hilser han Vaaren med Vaarmelodier
Løsnet af Vinterens Baand.
Han er med andre Ord atter i den kære Dyrehave og slaar sig
denne Gang til Ro derude. Han lejer sig med sin unge Hustru
som „De Nygifte" ind i et Skovløberhus. Han gaar alene ind i
Skovtykningen, holder sin „Gudstjeneste" og føler
„Protestantismen i Naturen". Han gaar over Dyrehavsbakken, faar atter
sine „Gode Raad" og „varme Vafler" frem og trakterer dermed
under Løjer det danske Publikum og dets Forfattere i „En Sjæl
efter Døden". Han er, da Efteraaret kommer, paa Jagt i
„Nøddeknækkerne" efter Mængden, som han fordriver; og vemodigt
med dybt følte Toner synger han til Slut sin egen Drapa som Satyr.
Hér er altsaa Plads til alle Stemninger, og disse Digte viser
os Heiberg paa hans fulde Højde. Hans Syn paa Livet leer,
spotter, græder og grubler deri. Men formfuldendt og
behersket. Han syntes at udtrykke og røbe alt, Duggen saa vel i
Græsset som i hans eget Øje, Tankens stille rene Klarhed og
de mest løsslupne Løjer. Men denne tilsyneladende Aabenhed
er selv den højeste Kunst. Dens dybeste Indhold er, hvad den
fortier, skaansomt eller behændigt undgaaer, erstatter med
andet, fortoner.
Hvor dybt og betagende er saaledes ikke i „De Nygifte".
Digtets hemmelighedsfulde Udsyn til en tidligere Tilværelse,
hvor Moder og Søn har oplevet noget lignende. Denne Sjælens
Selverindring bortleder ganske Tanken fra, ja synes helt at
udelukke Systemets strenge Følgeslutning om, hvad Livets
Ophør vil sige. Og med hvilken glimrende Behændighed er
ikke i „En Sjæl efter Døden" den bestemte Rangstige i Vilkaar
13»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
