Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Paa ganske lignende Vis lærte Stjernehimlen Heiberg at
sætte Pris paa hans klassiske Dannelse, der lod ham kende og
forstaa alle Stjernebilledernes græske og latinske Navne, som
var laante fra Oldtidens Sagnfigurer. Hør, hvad Stjernehimlen
i naiv Respekt for Græsk og Latin hviskede til ham:
Mine Stjerner tie paa deres Gang,
Ej høres Lyd eller Stemmer;
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.
Hos mig du lever et Liv, som svandt,
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Bælte.
Her Fablens Konger og Dronninger staa
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa
Totusindaarige Sanger.
O, Menneskebørn, som foragte min Skat!
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.
Som ung havde Synet af Stjernehimlen bragt ham til at
tænke paa sin Far i det Fjerne og paa den store danske
Stjernekyndige Tyge Brahe, der ligesom denne var bleven landsforvist.
Nu nøjedes han med ved Synet af Stjernerne blot at tænke paa
deres bitte jordvendte Benævnelser. Denne Lærdoms
Beundring stemmede med Tidens Smag og gjorde sikkert et
tilsvarende stærkt Indtryk paa Samtiden. Siden da er Tiden løbet fra
ham. Nutildags virker disse fra Formens Side saa smukke Vers
trykkende ved deres Indhold. Dette minder uvilkaarligt om Per
Degns Selvtilfredshed med sine latinske Kundskaber, og det
giver et pinligt Indtryk af det klassiske, snævre Verdensrum og
af den rene, systempressede Tankes forkuede Verdensbilled.
Langt mere sig selv fra fordum, i Dyder som i Fejl, men
præget af sin nye Stillings Højhed og Pligter, viser han sig,
hvor han som Digter vil godtgøre Tankens Majestæt over
Mængden og derfor som Vægbilled opruller Livets og Dødens
det store Terrænkort. Naar man forud veed, hvad han ikke
maa udtale, at den formelle Tankes Enevælde ikke kender
andet Livsløb, hverken for Gud eller for Mennesker, end til
sidst, naar Maalet er naaet, at synke sammen som tomt Begreb,
en tømt Tankehinde uden nogen Tænkende i, saa maa man
beundre den Livfuldhed, Finhed og Klarhed, hvormed han faar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
